bevise den ved tydelige grunde og paavisninger, er at blotstille kirken og paven til latter for fienderne og gjøre de kristne ulykkelige.
91. Men dersom nu afladen blev forkyndt efter pavens aand og mening, saa vilde det være let at svare paa alle disse indvendinger, ja de vilde end ikke nogensinde fremkomme.
92. Maatte vi derfor bli fri for alle de prædikanter, som sige til Kristi menighed: Fred, fred! og der er ingen fred. (Ez. 13, 10. 16).
93. Men maatte det bare gaa de prædikanter vel, som sige til Kristi menighed: Kors, kors! og der er intet kors.
94. Man skal formane de kristne til at beflitte sig paa at følge sit hoved Kristus gjennem kors, død og helvede —
95. — og saaledes mere ved trengsel gaa ind i himmerige, Ap. gj. 14, 22, end at bli sikre i fortrøstning til freden.
Jeg Martin Luther, doktor, af eremit-ordenen i Vittenberg, vidner offentlig, at jeg har udstedt nogle setninger mod den pavelige aflad, som man i almindelighed kalder den. Men om end hverken vort berømte og prisværdige universitet, og heller ikke den borgerlige eller kristelige myndighed hidtil har fordømt mig, saa findes der dog, hører jeg, fremfusende og forvovne folk, som efter at have undersøgt sagen ikke undse sig for at udskrige mig som kjætter.
Men som jeg ofte har bedet, saa beder jeg endnu for Kristi skyld alle og enhver, at de enten vise mig en bedre vei, hvis en saadan skulde være nogen aabenbaret fra oven, eller at de i det mindste
