kynder ogsaa paa flere steder, at det er meget vanskeligt at bli salig.
6. Hvorfor gjør da aflads-prædikanterne ved falske fabler og ugyldige løfter om aflad folket sikkert og frygtløst, da dog afladen ikke nytter til noget og end mindre hjælper mennesket til at bli retfærdigt og saligt derved, men kun frier menneskene for pinen eller straffen, som, man fordum ifølge canones har paalagt dem, som offentlig havde syndet.
7. Saaledes er ogsaa gudfrygtigheds- og kjærligheds-gjerninger meget bedre og nyttigere end afladen, og dog blir disse hverken prædiket med saadan pragt eller saa stor flid, ja de maa finde sig i at forties og lades uomtalt og vige for afladen, for at denne kan være alene om at bli udraabt og høilig berømmet, skjønt det dog er alle biskopers fornemste og eneste embede (det de trolig skulde forrette) at lære folket Kristi evangelium og kjærlighed; Kristus har heller ikke nogensteds befalet at prædike aflad; men at prædike evangelium har han befalet eftertrykkelig.
8. Hvilken fare og gru maa nu ikke vente en biskop, som ikke tilsteder, at noget andet udbredes blandt folket end afladen, men den med stor prunk, og har mere omsorg for den end for evangeliet. Vil ikke Kristus sige til dem: I afsile myggen og sluge kamelen (Mt. 23, 24).
9. Desuden, høiærværdige fader i Gud, blir det ikke derved; men i instruksen til de kommissærer, som er udgangne under e. kf. n.s værdige navn, blir der kundgjort (uden tvil, høiærværdige fader, uden eders vidende og vilje), at denne uskatterlige Guds gave er en af de vigtigste naades-gjerninger, hvorved mennesket blir forsonet med Gud, og alle skjærsildens straffe blir udslettede, ligesaa,
