skulde have fordristet mig til at nedsætte nøglemagtens værdighed og den høieste biskops myndighed. Derfor blir jeg udskjeldt og fordømt som kjætter, oprører, meneder, og jeg ved ikke, med hvor mange vanærende navne, ja spot og bagtalelse. Jeg maa høre og se ting, som jeg gruer for og forfærdes over. Men min frimodigheds eneste trøst og klippe staar fast, nemlig at jeg har en uskyldig og rolig samvittighed.
2. Dog er det ikke noget nyt, jeg hører; for med samme slags vaabenmærker og hjelm blir jeg ogsaa i vort land smykket og prydet af nogle ærlige og sandhedskjærlige folk; de har selv en ond samvittighed og understaa sig til at overføre sin vanart og sine skjelmstykker paa mig og ved at føre vanære og skam over mig besmykke og sætte en ære i egen vanart og skjelmsstykker. Men jeg vil, hellige fader, gaa til sagen, som e. h. naadelig ville høre af mig, som er uvidende og uerfaren og som et barn at regne.
3. Man har i de sidst forgangne dage begyndt at forkynde det apostoliske aflads-jubilæum, og det har taget slig overhaand, at de, som forkynder det, og som ikke tro andet, end at de kan gjøre og tale, hvad de bare vil, under beskyttelse af e. h.s navn (hvorved de ogsaa indjage folk frygt og skræk), at de offentlig tør lære ugudelig, skjendig, kjettersk løgn, til overordentlig forargelse, haan og spot for den geistlige øvrighed, akkurat som om dekretalerne om rentemestrenes misbrug osv.[1] ikke angik dem.
4. Og de lade sig ikke nøie med uden nogen sky at udspy sin gift med skamløse ord; men de
- ↑ De pavelige forordninger mod alleslags bedrag af dem, som havde at indsamle penger til paven.
