jeg er og har. E. h. gjøre med mig efter eders
behag. Til e. h. staar det at forkaste eller billige
min sag, at give mig ret eller uret, at skjenke mig
livet eller tage det fra mig. Det gaa nu, som det
vil, saa vil jeg ikke vide andet, end at e. h.s røst
er Kristi røst, som virker og taler gjennem eder.
Har jeg forskyldt døden, saa vægrer jeg mig ikke
for at dø; for jorden er herrens og hvad der er paa
den (salme 24, 1). Han være lovet i evighed,
amen. Han bevare og opholde e. h. til evig tid,
amen.
Skrevet paa den hellige trefoldigbeds dag 1518.
M. Luther.
Sin skrivelse til paven sendte Luther gjennem sin ordens øverste, Johan Staupitz, til hvem han samtidig skrev følgende brev:
1. Jeg har det vel i minde, ærværdige fader, at blandt andre livsalige og lægende ord af e. velærvh., hvormed herren Jesus pleier at trøste mig saa underfuldt, blev ogsaa engang omhandlet ordet „bod“, og hvad vi derom hørte af e. velærvh., modtog vi med saadan glæde, som om det havde lydt til os ned fra himlen. I udtalte nemlig, at den rette sande bod var den, som begyndte med kjærligheden til retfærdighed og til Gud, og at bodens ende og afslutning, saaledes som papisterne[1] tale derom, tvertimod er at kalde bodens begyndelse.
- ↑ Dette udtryk, som staar saaledes i Walchs udgave af Luthers skrifter, kan ikke oprindeligt have staat i brevet. Luther kunde ikke paa denne tid have kaldt sine modstandere papister; han ønskede jo ikke selv andet end at være en saadan.
