7. Da legatens tilforladelighed saaledes var
modbevist, og han endnu en gang skreg, at jeg
skulde tilbagekalde og sagde: „gaa, og kom mig
ikke for øine igjen, uden du vil tilbagekalde“, —
saa gik jeg fra legaten.
8. Straks efter middagen sendte legaten bud efter fader vikaren doktor Staupitz og havde med mange gode og søde ord indladt sig paa i mit fravær at bevæge ham til at overtale mig og formaa mig til at tilbagekalde; jeg havde neppe nogen bedre ven end ham, sagde han. Dertil svarede fader vikaren, at han havde raadet mig til og gjorde det samme den dag idag, at jeg ydmygt skulde give mig ind under kirken, saaledes som jeg da før havde erklæret mig villig til at gjøre det for alle og enhver. Men han mente, at han ikke naadde op imod mig i den hellige skrift og i forstand; desuden var legaten som vikar vores alles prælat og i pavens sted; han havde saaledes magt til selv at vise mig til rette.
9. Tilsidst er det kommet dertil, at legaten skal give mig en optegnelse over, hvad jeg skal tilbagekalde, og hvad jeg kan holde fast ved. Saaledes staar sagen. Men jeg har hverken haab eller nogen tillid til legaten. Jeg arbeider daglig paa apellationen[1] og vil ikke tilbagekalde en stavelse. Jeg vil ogsaa lade mit svar udkomme, som jeg har overrakt legaten, for at han kan bli beskjæmmet over hele kristenheden, om han vil holde frem med magt, som han har begyndt.
Lev vel! I hast.
Augsburg, den 14de oktober 1518.
- ↑ Apellation fra den daarligt til den vel underrettede pave. Den blev kungjort straks efter Luthers afreise fra Augsburg. Senere paa aaret appellerede han til en fri almindelig kirkeforsamling.
