endda slemmere end før. Derfor er, hvad der saa derpaa fulgte, ikke min, men den samme kardinals skyld, idet han ikke vilde tilstede mig at tie, som jeg saa inderlig bad om — hvad kunde jeg da mere gjøre?
15. Saa kom hr. Karol von Miltitz, ogsaa din helligheds udsending; han reiste med stor møie hid og did og anvendte al mulig flid for at bringe sagen tilbage til det gode punkt, hvorfra kardinalen i sit overmod og ondskabsfuldhed havde stødt den bort, og tilsidst opnaaede han ved hjælp af den høiedle høibaarne kurfyrst Fredrik af Saksen osv. nogle gange at faa tale med mig.
16. Nu lod jeg mig atter bevæge og indvilgede i, dit navn til ære, at tie, overlade sagen til erkebiskopen af Trier eller biskopen af Naumburg til forhør og afgjørelse, og det blev da saaledes ordnet og afgjort. Da stillingen nu gav godt haab om fred, falder din største virkelige fiende Johannes Eck ned med sin disputation i Leipzig, som han vilde holde mod doktor Karlstad, og med sine lunefulde ord gjør han et lidet fund om pavedømmet og vender saa uventet sine faner og sin hele hær imod mig for ganske at tilintetgjøre det vedtagne freds-forslag.
17. Imidlertid ventede Carolus; disputationen gik for sig, dommere blev opnevnte, men intet er udrettet[1]. Og dette undrer mig ikke. For Eck med sine løgne, stik-breve og hemmelige rænker havde saaledes forbitret, forvirret og ødelagt sagen, at til hvilken side dommen var falden, var uden tvil en større ild bleven optendt, for han søgte berømmelse og ikke sandheden.
- ↑ Eck, som visselig følte sig slagen, fik hindret, at sagen blev sendt til universiteterne i Erfurt og Paris, hvis teologer skulde have afsagt dommen.
