Disse to sætninger er klart udtrykt hos st.
Paulus i 1 Kor. 9, 19: Jeg er fri i alle ting og
har gjort mig til tjener for enhver, samt i Rom. 13, 8:
I skal ikke være nogen noget skyldige, uden det at I
elske hverandre. Men kjærligheden, den er
tjenstvillig og underlægger sig dem, som den har kjær.
Ligesaa siges det ogsaa om Kristus i Gal. 4, 4:
Gud har sendt sin søn, født af en kvinde, og lagt ham
under loven.
2. For at forstaa disse to selvmodsigende udtalelser om friheden og tjeneste-forholdet maa vi tænke paa, at ethvert kristen-menneske har en dobbelt natur, en aandelig og en legemlig. Efter sin sjæl kaldes det et aandeligt, nyt, indvortes menneske; efter sit kjød og blod kaldes det et legemligt, gammelt og udvortes menneske. Og det er paa grund af denne forskjel, at der i skriften blir sagt to saa selvmodsigende ting om det, som de, jeg nu har nævnt om friheden og tjeneste-forholdet.
3. Naar vi betragte det indvortes aandelige menneske, for at se, hvad der hører til, at det er og kaldes et gudfrygtigt, frit kristen-menneske, saa er det klart, at det ikke er nogen udvortes ting, hvad som helst der kunde nævnes, som kan gjøre det frit eller gudfrygtigt, eftersom dets gudsfrygt og frihed ligesaavel som omvendt dets ugudelighed eller ufrihed ikke er legemlig eller udvortes. Hvad hjælper det sjælen, at legemet er frit, sundt og friskt, æder, drikker, lever, som det vil? Og paa den anden side, hvad skader det sjælen, at legemet er bundet, sygt og afkræftet, hungrer, tørster og lider ondt, hvor nødig det ogsaa vil det? Af disse ting vedrører intet sjælen, saa at det kan gjøre den fri eller bunden, gudfrygtig eller ugudelig.
4. Altsaa hjælper det ikke sjælen noget, om legemet ifører sig hellige klæder, som presterne og
