sig: de blir Kristi eiendom. Her fremkommer nu den glædelige bytning og strid. Eftersom Kristus er Gud og mand, og endnu aldrig har gjort nogen synd, eftersom hans godhed er uovervindelig, evig og almægtig, og han ved sin fæstering, troen, tillægger sig som sin egen den troende sjæls synd, og eftersom han gjør det paa en saadan maade, som om han selv havde øvet den, saa maa synden opsluges og druknes i ham. Ti hans uovervindelige retfærdighed er al synd for stærk. Saaledes blir sjælen lutret for al sin synd ved sin brudegave, det vil sige for troens skyld, den blir let og fri og faar til gave sin brudgom Kristi evige retfærdighed.
Er det nu ikke et lykkeligt bo, hvor den rige, edle, fromme brudgom Krisus tager den fattige, ringeagtede, slemme, løsagtige tøs til egte og frir hende fra alt ondt, smykker hende med alt godt? Saa er det ikke muligt, at hendes synd kan fordømme hende, for den ligger nu paa Kristus og er opslugt i ham. Paa denne maade har hun da en saa rig retfærdighed i sin brudgom, at hun herefter kan staa fast mod al synd, om den saa laa paa hende. Derom siger Paulus, 1 Kor. 15, 57. 54: Gud være lov og tak, som har givet os en saadan seir i Kristus Jesus, i hvem døden er opslugt med synden.
13. Men her ser du, af hvilken grund det med fuld ret tilskrives troen saa meget, at den opfylder alle bud og gjør gudfrygtig uden alle andre gjerninger. For du ser her, at den alene opfylder det første bud, i hvilket der bydes: Du skal ære din Gud. Om du nu end selv var bare god gjerning til lige ud i fingerspidsene, saa var du dog ikke gudfrygtig og gav endda ikke Gud nogen ære, og saaledes opfyldte du ikke det aller første bud. For Gud kan ikke æres, uden at sandhed og alt godt tilskrives ham, saaledes som det da i sandhed
