ikke trænger nogen lov eller god gjerning, som endog er skadelige for den, hvis nogen vilde driste sig til at bli retfærdig derved.
Nu komme vi til den anden del, til det udvortes menneske. Her vil vi svare alle dem, som forarges over det før sagte og pleie at sige: „Ja, hvis da troen er al ting og alene er nok til at gjøre gudfrygtig, hvorfor er da de gode gjerninger paabudne? Saa vil vi give alt en god dag og intet gjøre“. Nei, min ven, ikke saa! Det vilde være saa, hvis du helt og aldeles var et indvortes menneske og var bleven fuldkommen aandelig og indvortes, men dette sker ikke paa denne side dommedag. Det er og blir paa jorden kun en begyndelse og vekst, som naar sin fuldendelse i den anden verden. Af den grund kalder apostelen det primitias spiritus, det vil sige aandens førstegrøde, og derfor hører det hid, hvad der ovenfor er sagt: Et kristenmenneske er en lydig tjener og hvert menneske undergiven; det vil sige saa meget som: da det er frit, behøver det intet at gjøre; da det er tjener, maa det gjøre alt. Hvorledes det gaar til, skal vi nu se.
20. Skjønt mennesket indvortes, efter sjælen, er tilstrækkelig retfærdigt ved troen, og har alt, hvad det skal have, uden det, at den samme tro og dens følger altid maa tiltage lige ind i det andet liv, saa forbliver det dog endnu i dette legemlige liv paa jorden og maa raade over sit eget legeme og omgaaes folk. Her begynde nu gjerningerne. Vi maa ikke gaa ørkesløse, legemet maa ganske vist drives og øves med faste, vaaging, arbeide og i al passelig tugt, for at det kan bli lydigt mod og ligedannet med det indre menneske og troen, og for at det ikke skal hindre eller modarbeide dem, som dets vis er, naar det ikke tvinges. Ti det indvortes menneske er et med Gud, glad og lystig for Kristi
