vier kirker, konfirmerer[1] eller udfører sin embedsgjerning forøvrigt, saa gjør ikke disse gjerninger ham til biskop — ja hvis han ikke før var indviet til biskop, saa havde det slags gjerninger ingen betydning, var bare narreri —, saaledes blir en kristen, som indviet ved troen gjør gode gjerninger, ved dem ikke bedre eller ikke mere indviet til kristen (hvad intet andet kan gjøre end troens forøgelse); ja hvis han ikke før trode og var kristen, saa galdt alle hans gjerninger intet, men var bare naragtig, strafbar og fordømmelig synd.
23. Derfor er de to sætninger sande: „Gode gudfrygtige gjerninger gjør aldrig en god gudfrygtig mand, men en god gudfrygtig mand gjør gode gudfrygtige gjerninger“ — og: „Onde gjerninger gjør aldrig en ond mand, men en ond mand gjør onde gjerninger“. Personen maa altsaa altid først være god og gudfrygtig før alle gode gjerninger, og gode gjerninger følge og udgaa af den gudfrygtige, gode person, ligesom Kristus siger, Luk. 6, 43: Et ondt træ bærer ingen god frugt; et godt træ bærer ingen ondfrugt. Nu er det aabenbart, at frugterne ikke bære træet, heller ikke vokse træerne paa frugterne, men tvert imod, træerne bære frugterne, og frugterne vokse paa træerne. Ligesom nu træerne maa være før frugterne, og frugterne ikke gjør træerne gode eller onde, men træerne gjør frugterne, saaledes maa mennesket i sin person først være godt eller ondt, førend det gjør gode eller onde gjerninger, dets
- ↑ Konfirmation var i oldkirken biskopens bekræftelse af daaben med korstegn og salve og udførtes gjerne umiddelbart efter daabsforretningen. Saaledes omtrent bruges den fremdeles i den græske kirke, kun at den der ogsaa kan udføres af presterne. I den romerske kirke vedblev konfirmationen at være en særret for biskoperne, men den gik over til at bli en meddelelse af særlige naadegaver til dem, som skulde bli prester, og andre (voksne). Konfirmationen, slig som vi har den i den lutherske kirke, kom først i brug i det 18de hundre-aar.
