25. Af alt dette er det let at forståa, hvorle
des gode gjerninger baade er at forkaste og ikke
at forkaste, og hvorledes man skal forståa alle de
lærdomme, som lære gode gjerninger. For naar
dertil lægges det falske tillæg og det opfattes paa
den feilagtige maade, at vi ved gjerningerne blir
gudfrygtige og salige, da er de ikke længer gode,
men helt fordømmelige; for de er ikke frie, og da
haanes Guds naade, som alene ved troen gjør gud
frygtig og salig, hvad gjerningerne ikke formåa, og
de paatage sig dog at gjøre det og gjør derved
skaar i naadens verk og dens ære. Derfor forkaste
vi de gode gjerninger, ikke for deres egen skyld,
men for det gale tillægs og den falske og vrange
opfatnings skyld, som gjør, at de bare synes gode,
men dog ikke er gode. De bedrage sig og hver
mand dermed, ligesom de rivende ulve i faareklæder.
Men det samme gale tillæg til og den vrange opfatning af gjerningerne er ikke til at undgaa, naar der ikke er tro. Den vrange tydning maa være hos den gjerningshellige, indtil troen kommer og tilintetgjør den; naturen formaar ikke af sig selv at drive den ud, ja end ikke at erkjende den, men den anser den for en herlig og salig ting; derfor blir ogsaa saa mange af eder forførte ved den. Skjønt det derfor er godt at skrive og prædike om anger, bod, fyldestgjørelse, saa er det visselig blot og bart djævelsk, forførerisk lære, hvis man ikke kommer videre og frem til troen. Man maa ikke bare prædike et, men begge slags Guds ord; loven skal man prædike for at skræmme synderne op og faa deres synd erkjendt, saa de kan komme til anger og omvendelse. Men dermed skal det ikke bli, man maa ogsaa prædike det andet ord, tilsagnet om naaden for at virke troen, uden hvilken budene,
