ikke kongebørn var frie for at betale skat. Da st. Peter sagde jo hertil, bød han ham dog at gaa hen til havet og sagde: For at vi ikke skal ergre dem, saa gaa; tag den første fisk, du fanger, i dens mund vil du finde en krone; giv den for mig, og dig. Det er et smukt eksempel paa denne lære, at Kristus kalder sig og sine frie kongebørn, som ikke er skyldige til noget, og dog underordner sig villig, tjener og giver skat.
Ligesaa lidt som nu gjerningen var nødvendig for Kristus og har tjent til at fremme hans gudsfrygt eller salighed, ligesaa lidt er alle hans andre og hans kristnes gjerninger nødvendige til salighed — det er alt frie tjenester udførte til andres bedste og bedring. Saaledes skulde ogsaa alle presters, klostres og stiftelsers gjerninger udføres, saa enhver udførte sin stands og ordens gjerning kun for at være de andre til behag og regjere over sit legeme for at give de andre, som ogsaa trænge til at tvinge sine legemer, eksempel til at gjøre ligesaa; dog skal man altid passe sig, at man ikke foresætter sig at bli gudfrygtig og salig derved; det formaar alene troen.
Paa denne maade byder ogsaa st. Paul (Rom. 13, 1 ff og Tit. 3. 1), at man skal være verdslig myndighed underdanig og lydig, ikke for derved at skulle bli gudfrygtig, men for frit at tjene de andre og øvrigheden og gjøre dens vilje i kjærlighed og frihed.
Den, som nu havde forstand herpaa, den kunde lettelig indrette sig efter de utallige bud og love, som paven, biskoperne, klostrene, stiftelserne, fyrsterne og herrerne udstede, som nogle gale prælater lægge saa megen vægt paa, som om de var nødvendige til salighed, og som de kalde kirkens bud, men med urette. Ti en fri kristen taler saa: „Jeg
