Der er ingen ting, som kan sammenlignes med en kysk sjæl (Sir. 26, 17), som om han havde foretrukket den ugifte stand og afholdenhed for alle andre stænder, saa at man ikke kunde forandre den og heller ikke fritage derfor? Og dog har vismanden, som jo var jøde, skrevet dette ord paa en saadan maade til jøder, om en kysk husfru eller egtemage, ti hos dem var ugift stand fordømt og forbandet.
13. Saaledes henføre de ogsaa det sprog, som egentlig er en lovprisning over en kysk egtehusfru: se det er hun, som ikke har kjendt noget leie i synd — til de ugifte. Kort sagt, ligesom den ugifte stand ikke blir forbudt i skriften, men alene kaldt god, blir den dog prydet med den egteskabelige kyskheds ros, ligesom med laante fjære, af dem, som er saa skikkede til at henrive menneskene til at sætte sin sjælefrelse paa spil.
14. Er det ikke saa, at heller ikke noget kan sammenlignes med en lydig sjæl? Ti egentlig er det derfor, at intet kan sammenlignes med en kysk sjæl (det vil sige, en kysk egtekvindes), ikke alene fordi at egteskabet er paabudt af Gud, men ogsaa fordi, som et gammelt ord siger, at i al verden er intet edlere end en gudfrygtig egtekvinde. Men disse klokinger og fine skriftfortolkere, de forstaa det, som er sagt om den paabudte egteskabelige kyskhed, om den ikke paabudte kyskhed. Og end mere, som menneskene tyde det, saa skal ogsaa Gud vedtage det. Og derfor fritage de fort vek for alt, ogsaa for lydighed mod Guds bud; men for den ugifte stand, som er forbudt, og som man ofte indgaar paa mod forældrenes vilje og myndighed, fritage de ikke!
15. Ja, det er nogle nette karer disse pavelige doktorer og mestre; ti den ugifte stand og kyskheden er vel at rose, men det skal ske saa,
