denne gjør sin omstøbende Gjerning. Jeg har tittet derind, og jeg er taknemmelig for, hvad jeg paa den Maade har faaet at se paa noksaa nært Hold. Er ikke det et Udbytte, for hvilket det har været værd at leve og tage sine Stød? Jeg mener Jo.
Min egen Stilling var i hine Aar, hvori Linierne blev optrukket for den store politiske Kamp, endnu en meget beskeden. Ved meget strengt Arbeide kunde jeg drive mine Indtægter op til 750 Spd. (= Kr. 3000.00), tildels dog lidt mere, om Aaret, andet havde jeg ikke til at leve med Hustru og flere Barn. Selve min Gage i Rigsarkivet var kun de bekjendte 20 Spd. 100 ß om Maaneden eller den laveste departementale Løn for 5 Timer om Dagen. Først efter 1875 begyndte mine Indtægter at stige, om end ikke med store Summer. Jeg havde sat mig det som Regel, aldrig at sige Nei til nogen hæderlig Indtægt, naar der blev aabnet Anledning, og det viste sig at være en meget fornuftig Regel. Redaktør Friele havde givet mig Adgang til at skrive i Morgenbladet, men jeg benyttede mig foreløbig kun sjelden af denne. Derimod skrev jeg Christianiabreve og redaktionelle Artikler i forskjellige udenbys Blade. Men den journalistiske Levevei var ikke rar i de Dage. I Bergens Adressecontoirs Efterretninger, hvor jeg havde at levere 6 Artikler om Ugen, fik jeg alligevel ikke mere end 150 Spd. (Kr. 600.00) om Aaret. Kunde jeg en enkelt sjelden Gang være Censor ved Krigsskolen, blev det ikke mere end 12½ Spd. (Kr. 50.00) ad Gangen. Det var nødvendigt at være om sig. Men ved stadig Agtpaagivenhed gik det dog fremad. I Rigsarkivet opnaaede jeg tilsidst den kolossale Løn af Kr. 125.00 for Maaneden, og der samledes lidt efter lidt op forskjellige løsere Indtægter, saaledes at jeg, ialfald efter 1877, kunde regne at have vundet en noget bedre Stilling; men dette var dog afhængigt af mange Tilfældigheder og forudsatte fremfor alt en god Helbred. Skulde denne slaa Feil, maatte der blive Smal-
