af Sygdom, paadraget ved Overanstrengelse. Han maatte i 1856 træde over i Privatlivet. Saasnart han blev stærkere, lagdes der paany Beslag paa hans store Arbeidskraft i Kommunens Tjeneste, og i 1859 indtraadte han som en af Hovedstadens Repræsentanter i Storthinget. Men hans Ønsker gik fremdeles i Retning af at gjenindtræde i Statsraadet.
Adgang hertil aabnedes ham i 1861, da han efter en partiel, men betydningsfuld Krise af Kong Carl udnævntes til Regjeringens første Medlem. Det var ovenpaa Statholderstriden, norska frågan, som den kaldtes i Sverige. Det blev Stangs og hans Kollegers Opgave at dæmpe Stridens Bølger og medvirke til at lægge et nyt Grundlag for den rystede Union. Til en Begyndelse kunde det se lovende ud, og det kan nok være, at baade Stang og andre med dette for Øie drømte om, at Opgaven vilde lykkes. Da Unionens Femtiaarsdag feiredes 4 November 1864, nogle Maaneder efter Femtiaarsdagen for de store Minder fra 17 Mai 1814, kunde en mere flygtig Iagttager mene, at Dønningerne, som i 1859—1861 havde gaaet høit nok, allerede havde lagt sig. Men Intet kunde været mere feilagtigt. Der fulgte en Tid, da de skulde gaa endnu meget høiere end nogensinde før.
I de nye Stridigheder blev Stang en af de mest paaagtede Personligheder. Opgaverne var nu af en ganske anden Art end i den første Periode af hans Statsraadstid. Navnet Statsraad Stang havde endnu bevaret meget af sin gamle Trylleglans. Men denne blev efterhaanden slidt af, under et ihærdigt Arbeide fra mange Hold. Der kom de heftigste Angreb, og disse blev troet af mange. Jeg har ofte for mig selv opkastet det Spørgsmaal, om Stang var en betydelig Politiker. Det er vanskeligt at svare paa. Men i ethvert Fald var han ikke Manden for den Politik, som nu maatte drives. Han var en betydelig Mand, høit begavet og efter alle sine rige, legemlige og aandelige Anlæg bestemt til at indtage en fremtrædende Plads i sin Samtid. Frederik Stang var en af de smukkeste Mænd, der kunde træffes, ganske som andre af det Kuld, han
