ikke kan komme til at bide Snaren over, hvilket ellers sikkert
Vilde skee.
Reensnare.
Sæterlivet og Reensdyrjagten danne Lyspunkter i Fjeldbondens Liv. Til Sæteren og Fjeldet staar hans Hu; op til Høifjeldets Snee og Iis og golde Natur higer han, selv naar Dalen staar i den fagreste Sommer; det er hans Lyst at følge Renen paa dens vilde, lustige Stier i Sommerens Tid, naar Tinderne tegne sig skarpt mod den klare blaa Himmel, men endnu større er hans Higen efter den stolte Leg, der drives om Vinteren, naar han endnu hurtigere og flygtigere end Renen styrter ned fra Høiderne, forfølger, indhenter og fælder den paa Skie. Hans Fortællingcr om denne Jagt ere livlige og fulde af betegnende Træk. „Da leger det haardt,“ hedder det; „det gaar saa fort, som om Renen skulde staa og trampe paa eet Sted; En kunde gjerne staae den med Skistaven.“
De største Reenshorn, hele Hovedet eller Forsiden af det med paasiddende Takker spigrer Jægeren til Pryd op paa Gavlerne af sit Huus; de sidde der som Kroner og Seirstegn fra Jagten, og tage sig prægtigt ud over Tagene af de maleriske solbrændte Huse i Fjeldegnene.
Sommerjagten kan ikke regnes for andet end Krybskytteri; den drives ofte af enkelt Mand, ofte af Flere i Forening. Mødes flere Reenskytter i Fjeldet, spørge de hverandre almindelig om „de ville have Lag.“ En dygtig Reenskytter afslaar aldrig et saadant Tilbud, da han almindelig er sig bevidst, at han som Leder af Jagten mere har det i sin Magt at hindre de Uøvede eller mindre Øvede i at støkke eller skræmme Dyrene. Udgaar Tilbudet fra den Dygtigere, tør det vel hænde at det bliver afslaaet af den øvermodige Ungdom, men hiin bliver i Regelen den, der formedelst sine Erfaringer og sin større Jægerdygtighed bliver ved Byttet. Er Fællesstabet indgaaet, deles de fældede Dyr i lige Dele, dog troer jeg at Huden følger Skuddet.
