Det forholder sig med Renen som med alle andre drøvtyggende Dyr i Europa, at den i Oldtiden har varet langt talrigere og mere udbredt end nu. Paa Julius Cæsars Tider fandtes den i Tydskland; thi hvor uordentlig og forvirret Cæsars Beskrivelse end er, idet han blander Elgen og Renen sammen, saa er det dog tydeligt, at Renen er meent med et af de tre mærkværdige Dyr, der fandtes i den hercyniske Skov. En Mosaik, der danner Gulvet i et Værelse i Slottet Louvre i Paris, forestiller en Reen, som græsser ved en Flod, hvis Bredder ere bevoxede med Furu; denne Mosaik er fra Romernes Tid, og antages at vare udført til Minde om en Seier i Germanien. Cæsar omtaler ogsaa, at Germanerne klædte sig i Reensdyrhuder. Disse historiske Efterretninger bekræftes ved de Been og Horn af Reensdyr, som paa mange Steder findes i Tydsklands gamle Tørvmoser lige op til Østersøen, og som saaledes bevise, at der endnu fandtes Rener i Landet under Alluvialperioden, eller den Tid, da det opskyllede Land dannedes. Fra denne nordlige Deel af Germaniens Fastland, men vistnok længe før Cæsars Tid, have de Rener, der fandtes i Skovene, udbredt sig længre og længre mod Norden, nemlig saalangt som op i det nuværende Skaane, der den Tid var landfast med det nordlige Tydskland; thi i Skaane, paa Øland, Bornholm, Sjælland og flere Steder i Danmark findes der Been og Horn af Reensdyr, som i alle Dele ligne deres, der endnu leve paa Høifjeldene.
Men, at de Rener, der nu findes fossile i Skaanes og Danmarks Alluvialdannelser, ikke hidrøre fra dem, der nu bebo Norges Høifjelde, eller at disse sidste ikke efterhaanden ere dragne op i Fjeldene fra Skandinaviens sydligste Egne, bevises derved, at i alle Egne, som paa Skandinaviens Fastland ligge mellem Skaane og Norrland, forekommer ikke den mindste Levning, ikke et eneste Spor efter Renen, medens de derimod ere talrige i Landene, der ligge nærmest søndenfor Skaane. Da Rener, af hvilke der nu findes fossile Levninger
