kelig anerkjendt som Grundlag for en mulig Forening mellem Norge og Sverige.
„Budstikken“ siger, at „nogen Anerkjendelse af Ejdsvolds Konstitusjonens Lovlighed eller Berettigelse erholdtes ikke“. Konvensjonen til Moss siger derimod (Art. 3): „Hans Majæstet Kongen af Sverige lover at antage den ved de Deputerede paa Ejdsvold udarbejdede Konstitusjon“. Der er ikke længer Tale om, at Rigsforsamlingen er „ulovlig“ eller dens Beslutninger „ugyldige“; der er hellerikke noget Forbud mod at efterleve dem. Ejdsvoldsmendene er ikke lenger „Partistiftere“; de er „Deputerede". Det af dem anordnede „Storting“ anerkjendes som Norges lovlige Repræsentasjon, den Kongen vil respektere, og med hvem han vil forhandle om „nødvendige Modifikasjoner“ i den som gyldig anerkjendte Ejdsvoldskonstitusjon. Budstikken anfører som Bevis for sin Paastand, at Moss-Konvensjonen betegner Kristian Fredrik som Prins, ikke som Konge. Budstikken glemmer, at som bekjendt gik Kristian Fredrik netop ved Moss-Konvensjonen ind paa at nedlægge Norges Krone!
Norges bestaaende Konstitusjon, den af 17de Maj, blev altsaa ved denne Leilighed virkelig og udtrykkelig anerkjendt, medens det — i rak Modsætning til Budstikkens Lære — var Kielertraktaten, der blev opgivet. Og i samme Stund som Kielertraktaten forsvinder af vor konstitusjonelle Historie, i samme Stund forsvinder ogsaa den svenske Erobrer med samt hans „nye“ Grundlov, og i samme Stund forsvinder tillige al Tale om — Kongens Sanksjonsret over Grundloven.
