I Konvensjonen til Moss er der ikke længer Tale
om, at Grundloven skal „os forelægges til Stadfæstelse“.
Hs. Maj. siger ganske spagfærdigt og ganske konstitusjonelt:
Jeg antager Grundloven, d. e. jeg anerkjender
den, jeg forpligter mig til at efterleve den — jeg
underkaster mig den. Det absolute Veto er dødt
og glemt.
Hvad var Grunden til denne storartede Signalforandring fra Karl Johans Side? Man ved det nu. Sverige var ligesaa udarmet som Norge. „Giv mig Penge og Folk“, sagde Karl Johan, „saa skal Norge snart være undertvunget!“ men Sverige kunde hverken skaffe Penge eller Folk. For Karl Johan gjaldt det imidlertid af flere Grunde om at faa en „Forening“ istand — snart. Svenskerne forlangte det af ham; og de „legitime“ gamle Fyrstehuse ude i Europa saa ikke længer med saa gunstige Øine som før paa Opkomlingen, Manden af den borgerlige Fødsel, der havde svunget sig op ved en Revolusjon; det gjaldt at faa sine Asffærer i Orden! Budstikken fortæller paa sin Maner herom, at „ogsaa Karl 13de nærede et stærkt Ønske om fredelig Forsoning“. Ja, — paa Høstkanten gjorde han det, og dertil havde han sine gode Grunde.
Vi har seet, at Karl Johan i 1814 begyndte med at optrede som Erobrer, pukkende paa Kielertraktaten, men at han endte med at op give Kielertraktaten og anerkjende Ejdsvoldskonstitusjonen. Vi skal nu se, hvorledes Stortinget optraadte i samme Tidsrum og i Anledning den samme Sag.
„Budstikken“ paastaar, at Storthinget opgav Ejds-
