voldskonstitusjonen. Stortinget erkjendte, at det ikke var berettiget til alene at bestemme Grundloven. Karl den 13de var nemlig faktisk erkjendt som Konge over Norge allerede før han blev valgt dertil af Stortinget[1] og det var gjennem Underhandlinger mellem ham („Kongen af Sverig“, Erobreren) og Stortinget, at den „nye“ Grundlov, den 4de November, fremkom.
Hvad siger den virkelige Historie?
Den siger: det er sandt, at der blev „underhandlet“ mellem Karl Johan og Stortinget; ti overalt, hvor der er Tale om Overenskomst, maa der først underhandles. Men Spørsmaalet er, under hvilke Vilkaar man underhandlede.
Man kan føre Underhandlinger i Egenskab af Sejerherre, i Egenskab af Jevnbyrdig og i Egenskab af Undertvungen. I siste Tilfælde vil Underhandlingerne sædvanligvis medføre Ydmygelse. I de to førstnævnte ikke.
Hvorledes forhandlede nu det overordentlige Storting i 1814 med Karl Johan? — Ikke som besejret, ikke som den undertvungne eller ydmygede!
Stortingets Stilling var meget vanskelig. Det havde i Farens og Nødens Stund sat sin Lid til Kristian Fredrik; men denne sveg, da det gjaldt. De
europæiske Magter syntes nærmest tilbøjelige til at støtte
- ↑ I Kraft bl. a. af Konvensjonen til Moss, siger Bladet! — Det mener Kielertraktaten, men tør ikke sige det, og saa siger det heller en Meningsløshed. Konvensjonen til Moss var som bekjendt en Overenskomst mellem karl Johan og Kristian Fredrik om, at denne under visse fastsatte Vilkaar skulde indkalde Stortinget og nedlægge sin Kongeværdighed i dets Hænder.
