enkelte af Eidsvoldsgrundlovens Bestemmelser blev af Stortinget skjærpede og udvidede saaledes, at de kunde yde forøget Garanti mod Sveriges eller den personlige Konges Indflydelse (sml. f. Eks. § 71 i det kgl. Forslag med §71 i den vedtagne Grundlov).
Det forholder sig altsaa ingenlunde saa, at de vedtagne Modifikasjoner skulde være at opfatte som Afslag eller Opgivelse i Norges folkelige Ret og Selvstændighed. Denne opretholdtes tvertimod til det yderste i alle de Bestemmelser, der antoges at kunne faa nogen væsentligere Betydning.
Det blev enstemmig besluttet, at Stortinget ikke skulde sende nogen Deputasjon til de svenske Kommissærer, men at disse gjennem Statslaanet formelt skulde underrettes om, at Stortinget til den og den Tid „vilde være forsamlet for at modtage dem og lade sig foredrage deres Ærinde". — Saaledes bærer en Suveræn sig ad.
Og da Kommissererne havde „foredraget sit Ærind", gav Præsidenten, Christie, dem paa Storthingets Vegne følgende Svar: „Det Norske Riges Storting har nu hørt og ved mig, dets Præsident, modtaget Hans Svenske
Bestemmelsen om, at Stortinget fastsætter Gager og Pensjoner; — § 79 var redigeret saa uklart og vringlet, at den faktisk vilde være blevet ubrugelig; — § 70: dersom Tinget ikke inden Opløsningen havde besluttet noget angaaende Skatter og Paalæg, skulde de tidligere Beslutninger gjælde; — § 76: Rigsretten skulde bestaa af kun halve Lagtinget, Højesteret samt af Statsraaderne og 2 kongevalgte Medlemmer. Osv. — Stortinget sagde Nej, og „ Erobreren" faldt tilføje.
