en brutal og forsmedelig Traktat, og som derefter pludselig var falden tilføje. Der var Grund til at frygte for, at en saadan Mand havde Bagtanker, at han ikke mente det fuldstændig oprigtigt med sine fagre Løfter. Derfor gjaldt det om at faa ham til at binde sig saa formelt, saa højtideligt, saa gjentagende, saa vidnefast, saa ufrakommeligt som muligt, forbinde og forpligte sig til at respektere Konstitusjonen. Derfor skulde Kommissærerne paa Kongens Vegne ved hver Forandring af den minste Tøddel, om igjen og om igjen erklære, at de „paa Kongens Vegne antog“, d. e. anerkjendte Grundloven; derfor skulde Kommissærerne ogsaa give sin Antagelse skriftligt; men alt dette kunde dog ikke til fredsstille Stortingets for Friheden nidkjere Mistro. Det vilde have Karl Johans egen udtrykkelige Erklæring, og det vilde have den skriftligt, med Sort paa Hvidt, tilføjet selve Grundloven, — for at det skulde blive den vordende Konge umuligt at glemme, hvad han havde gaaet ind paa ligeoverfor Norge. Et mundtligt Løfte kan man komme fra; Udtalelser i en Traktat kan gaa i Glemmebogen; Grundloven skulde selv, overalt hvor den viste sig, bære det tydelige, klare, uimodsigelige Vidnesbyrd om, at Kongen virkelig havde antaget, d. e. anerkjendt og forpligtet sig til at efterleve Norges Grundlov, i alle dens enkelte Dele og Bestemmelser, de største som de minste.
Det var dette, det gjaldt om den Gang!
Stortinget gik saa vidt, at det endog uden Opfordring eller Bemyndigelse lod forfatte et Udkast til den Paategning, som det ønskede, at Karl Johan skulde forsyne Grundloven med. Dette var at drive den mistroiske Paatrengenhed næsten udover Grænserne. Det
