trykkelig udtalt sin Erkjendelse af, at det er Folkets Repræsentasjon, der alene bestemmer Folkets Grundlov.
Den politisk opøvede Bernadotte forstod meget godt, at dersom han gjorde Krav paa Veto over Grundloven, altsaa Krav paa Suverænitet, saa vilde dette være enstydigt med, at han atter optraadte som Erobrer, og derved vilde Konvensjonen til Moss være brudt og Kielertraktaten paa nyt dukke op, hvilket han vidste, at Nordmændene ikke vilde taale. Han var derfor klog nok til ikke at opstille nogetsomhelst Krav paa dette Punkt, og det var sandsynligvis ogsaa af denne Grund, at han foretrak ikke at give Grundloven nogen Paategning. Ti at forme denne som en Sanksjon gik altsaa ikke an af Hensyn til Nordmændene; men at forme den som en Ikke-Sanksjon, — det vilde vel ikke godt gaa an af Hensyn til Svenskerne.
— Men Stortinget? Hvorfor strøg det hin Sætning?
Fordi det ansaa den fuldstændig overflødig. Kongen anerkjendte jo Tingets Ret til at fastsætte Grundloven. Og selv om der skulde komme en Konge, som kanske vilde forsøge paa at fornægte denne Folkerepræsentasjonens selvindlysende Ret, — Fædrene af 1814 kunde ikke tænke sig, at der nogensinde skulde opstaa norske Mænd, der kunde ville hjælpe en saadan Konge i et saadant Forehavende.
„Budstikken“ tager tilsist sin Tilflugt til det mer end tvetydige „Sanksjons“-Dokument, der er dateret 10de November 1814, undertegnet Karl Johan „og paraferet af Fischer“.
Dette Dokument er apokryfisk. Det er „pamferet
