af Fischer“, den konstitusjonerede Statssekretær; men Budstikken glemmer at fortælle, at det ikke er kontrasigneret af nogen Minister og altsaa i alle Fald er konstitusjonelt ugyldigt. Det er desuden ikke indtaget i Statsraadsprotokollen, ikke meddelt Stortinget, ikke trykt ved Stortingets Foranstaltning eller sammen med Grundloven, men er paa en eller anden Maade smuglet ind. — Det absolute Veto gaar bestandig Krogveje.
Omhandlede Dokument indeholder ganske rigtig en „Sanksjon“ af Grundloven. Men denne Sanksjon beviser mindre end Nul. Ti ved den Maade, hvorpaa Dokumentet er fremkommet, beviser det netop, at Grundlovsvetoet {{sp|ikke]] var anerkjendt i 1814.
„Budstikkens“ Fremstilling af vor Konstitusjons Historie giver altsaa, ifølge Historiens egne Kilder, der er tilgjængelig for alle og enhver gjennem Stortingsforhandlingerne, Lov- og Reskriptsamlinger o. a., et aldeles endevendt Billede af det virkelige Forhold.
Aldeles endevendt. Hvad „Budstikken bygger paa, viser sig at være opgivet: hvad den siger er opgivet, viser sig netop at være det anerkjendte.
Saaledes forholder det sig med dens sunde og sande historiske Oplysning.
Og i hvilken nobel Hensigt er det, at Novemberorganet giver en saa ejendommelig Fremstilling af vor Friheds Historie? — det gaar næsten ikke an at sige det.
Og dog, det gaar endnu mindre an at tie.
— Man vil, at Fædrelandets Hæder, Frihed og Ret skal indskrænkes til det minst mulige! Man vil, at Norge skal vere en Provins, styret saa vidt muligt
