Side:Vor nasjonale Skam.djvu/28

28 Henrik Wergeland. Af et Digt af Kristofer Janson.

— — Frihedens Tanker kan aldrig dø;
thi de er Guds evige Skaberfrø,
de gik som en Ild Europa rundt
og skabte det syge om til sundt,
slog Trældom af Bonden og fik op Skoler
og klædte af gallonerede Kjoler.
De traf ogsaa os i Nød og Trængsel,
slog Laasen af Standsforskjellens Fængsel,
paa Svenskegrænsen de dobles i Blod,
i Eidsvoldssalen de malmfast stod,
for første Gang taled med Loven som Tolk
det norske, fri, suveræne Folk. —

Saa sovned man af, lidt slappet og mattet
og straks der blev paa Papirerne klattet,
Bæk randt i Bæk, og det samled sig i
et lidet pent Bureeaumkrati.
Det vilde kun efter bedste Evne
lidt mellem os og Svensken jævne,
de „dannede“ skulde med Staten stelle,
mens man skrød af Bonden og fik ham at trælle,
det norske var raat, og vi alle som een
for svage at staa paa egne Ben;
det „nordiske“ gjaldt det nu at samle,
og alt forøvrigt bli ved det gamle. —

Da kom Henrik Wergeland som et Skred
og styrted paa alt det „pene“ ned;