Side:Vor nasjonale Skam.djvu/29

29

han pisked med Svøber Selskabstonen
og istemte Sangen fra Revolusjonen;
han saa Republikens skinnende Taarne
som Folkefrihedens Former fuldbaarne;
det norske Flag lod han flyve fra Stangen;
thi syttende Maj gav sig ikke fangen;
han Smaafolk og Bonden til sig drog
og trofast for deres Ære slog,
igjennem hans Digtning den norske Natur
klang blødt som en Sommerdrøm, frisk som en Lur.

Han Skjældsord, Processer og Had fik til Løn,
og Norge glemte sin største Søn,
lidt Taarer paa Baaren, som man kunde ventet,
men Jøderne rejste Monumentet. —
Efter den Tid vi kjemped saa mangen Kamp;
thi Friheden her gaar ikke med Damp,
det norske Folk er forsigtig, det bier,
det sadler ej samme Dag som det rider,
det sjelden gjør noget med rigtig Mun i,
det trænger at ruskes af „niende Juni“.
Reaksjonen kommer, den gode, gamle,
og den forstaar sine Kræfter at samle.
men medens man slæber paa Vetohalm,
saa støbes og Wergeland i Malm. —

Ja det er en underlig gjærende Tid,
der er Liv i Norge skjønt bitter Strid,
selv under hans Støtte man frister at flytte
hans Grænsepæle — men det skal ei nytte!
Vi ved, hvad han var, og med ham er nu støbt
til et evigt Liv, hvad paa Ejdsvold blev døbt.