endnu. Berner begyndte netop da og skrev i Vort Land mod Unionsforslaget. Kampen var ganske stor dengang, og den var jo lykkelig. I husker vel, at Ueland i sin Tid blev valgt til Medlem af Unionskomiteen. Jeg tror, han blev det, fordi den raadende Mand, Statsraad Stang, selv ikke havde Lyst til at fremme noget Unionsforslag; thi da, tænkte han, vilde det ikke gaa. Det kan vel synes noget underligt dette; men jeg tror, det er temmelig nær Sandheden. Ueland var, som alle ved, en inderlig godslig Mand; han var jo ogsaa bleven gammel og gav formeget efter. Vi ved ogsaa de fleste af os, at han angrede det saa, den gamle Mand, da han kom tilbage til Norge, at det blev Grunden til hans Død. Det har kostet os denne Mand, dette Unionsforslag. Men naar en Mand giver sit Liv for at oprette en Fejl, da kan han ikke give mere. Gud bevare gamle Uelands Minde i vore Hjerter! (Bifald.)
I husker, at der var faa Stemmer for Unionsforslaget; men denne Stilling fandt man var en farlig Stilling. Vi havde nu oplevet, at et Statsraad ikke vovede, da dets givne Ord blev brudt, at staa ved det givne Ord. Der var Farer bag, som tog sig saaledes ud for dem, at de ikke turde gaa af.
Vi havde oplevet dette med Stor-
