værende Regjering, Mænd, om hvem man mindst skulde ventet det, som lydelig har beklaget sig over det personlige Regimente, de maa tjene. Jeg tror, at Aanden efterhaanden bliver slig, at det ikke bliver godt at faa Statsraader paa samme Vilkaar som hidtil.
Jeg tænker, at Svenskerne, bare ved at se disse Fakta, vil skjønne, at der er Vanskeligheder født for os af Forholdet til dem. Men der er flere. Forat træffe nogenlunde i Midtpunktet vil jeg begynde med Flagsagen.
Forholdet er desværre dette i Udlandet, at hvorsomhelst man kommer tror de, at Norge er en Del af Sverige. Det er beklageligt; men det er sandt. Dette støttes uvilkaarlig af det Forhold, at Kongen bor i Sverige; det støttes ogsaa deraf, at ikke et eneste af hans Børn har faaet et norsk Navn, de er svenske allesammen, — og der er flere Ting endnu, som viser, at der i Forholdet er noget, som ganske naturligt skaber hin Opfatning.
Nu gjaldt det for os, som bærer Saar i vort Hjerte over dette, at enhver norsk Frihedsbevægelse i Udlandet betragtes som et irsk Oprør, at vi sees paa som utaknemlige Irlændere, der oprører os mod vort Overland, — det gjaldt for os at rette derpaa, hvad Flaget angaar. Thi det skjønner hvert Barn,
