noget forundret over dette og kanske synes, at det er fejgt af os. Ja, jeg skal ikke fritage os for det; jeg tror, at det er fejgt af os at sige sligt. Men lad os undersøge, om det ikke er naturligt. For det er saa i Verden, at det, som gaar ud i et helt Folk, det er utvilsomt naturligt.
Hvordan har egentlig Forholdet til Sverige været? Det har i hundreder af Aar været et Krigsforhold med Brand og Ødelæggelse, og Menneskene er ikke saadanne, at de paa to — tre Slægtled kommer aldeles bort fra den Krigsrædsel, som de har levet i, især naar de har tabt til Sverige to dyrebare Provinser. Det var jo ogsaa en Krig, som indledede Foreningen med Sverige. Saa har vi Karl Johan. I ved alle, at han var ingen Ven at vor Frihed, i alle Fald i den første Tid. I ved ogsaa, at to Gange tænkte han ligefrem paa at tage den fra os. Han fremsatte desuden nogle Forslag, der var af den Art, at var de komne ind i Grundloven, saa var det gaaet med den, som naar Rotterne kommer ind i en Ost; de havde spist op hele Indmaden. (Bifald og Latter).
Der er en Brug, som mange gjør af de første norske Storthingsmænds Indrømmelser overfor Karl Johan, som gjør mig ondt. I maa huske, hvordan
