bekymring er ligesaa hæderlig som vor Fædrelandsbegejstring.
Men den fører ikke saa langt frem. Der er noget sygeligt ved den; den findes helst hos de gamle og svækkede.
Nu tænker jeg at tale lidt om den Krigsfrygt, der har vist sig at spille en saadan Rolle. Hvad er det, man uvilkaarlig forudsætter, hvergang man saaledes uden videre truer med Krig med Sverige. Man har nylig søgt at samle Underskrifter paa Adresser til Professor Aschehoug ved at true med Krig med Sverige. (Latter.) Hvad er det, de siger? Hvad er den nødvendige Betingelse for en Krig med Sverige. At Kongen bryder sin Ed mod os. (Vedholdende Bifald).
Der kunde tænkes en Undtagelse, — at Svenskerne afsatte eller dræbte ham. Men jeg tror ikke, at noget Menneske har tænkt sig det. Men hvis de overhovedet har tænkt noget med sine Trusler, saa vil jeg gjentagende gjøre opmærksom paa, at det at begynde en Krig med os vilde være at begaa den største Forbrydelse, Menneskene kjender, — det vilde være at betræde Cæsarernes og Napoleonernes Vej, — Forræderiets Vej. (Stormende Bifald).
Hvergang dette Ord kommer i eders Mund, saa kom ihu, at dette ligger deri. Hvis man tror om denne
