engang som Smaagut blev spurgt, hvilket Land jeg holdt mest af. Norge. Men næst efter det? Sverige, svarede jeg uden Betænkning. Jeg er lidt stolt af det nu bagefter; thi dengang havde intet Menneske lært mig det; jeg havde læst mig til det selv af Sveriges Historie.
Jeg havde den Ære engang en Søndag Formiddag at tale i Stockholm for et svensk Publikum. Jeg tør sige, det var ganske godt sammensat; der var fra Statsraader og nedover; Mennesker med Hjerte, Dannelse og Forstand. Jeg husker det som i dette Øjeblik. Jeg talte om Norges og Sveriges Forening, og jeg sagde blandt andet dette: Norge har engang begyndt stort i Forhold til sit lille Folketal; men da kom det ved en ydre, næsten mekanisk Proces ind under et andet Folk, tabte sin Selvbestemmelsesret og sank langt ned. Anden Gang har det i Forhold til Folketallet begyndt stort, og skulde det anden Gang hænde, at det kom ind under et andet Folk, saa gik meget tabt for os, men meget gik ogsaa tabt for det Folk, der var forenet med os. (Bifald). Og da dette var Bud fra det dybeste i min Sjæl, naaede det ogsaa til Dybet af deres Hjerte, og jeg saa mange fugtige Øjne hin Stund. Der har I hele min Politik overfor Foreningen! (Stormende og langvarigt Bifald).
