holder Ord, gaar vi af; thi vi har givet vort«. De frygtede Vanskeligheder, ja Farer. I spørger: hvilke Farer? Foreløbig lader jeg det staa hen. Men jeg vil sige om de Mænd: De var Sønner af Embedsmænd fra den absolutistiske Tid; deres Frihedsfølelse, deres Selvstændighedsfølelse var ikke hel. Thi der er Arv i sligt, som man ikke kaster hverken i første eller i andet Led; der maa flere Led til. De opfattede derfor Vanskelighederne for Kongen kanske noget stærkt; thi der er andre Ting, som de skulde have opfattet stærkere, — Folkets Vel. Folket — det vil ikke alene sige Folket idag, men Folket om hundre Aar og saa fremdeles, og det gjælder mere end nogen enkelt Mand, selv om det er Kongen. Jeg tror, det var et stort Fejlgreb. Vi var komne nærmere ved et parlamentarisk Styre idag, dersom de havde gaaet af dengang.
Jeg skal fortælle en Episode til. Storthingets Protest mod Sveriges Indblanding var fattet enstemmig — der var rigtignok 2 Stemmer imod; men det var paa saadanne Grunde, at det kan regnes for enstemmig —; men underhaanden sender Storthingets Præsidenter, Aall og Harbitz, saadant Bud ind til Stockholm, at Kongen sagde, at Storthingets Præsidenter havde fraraadet
