Sanktion. Nu spørger vel I: hvad kunde bevæge Storthingets Præsidenter til paa den Maade at svige Storthingets Beslutning? Jeg svarer foreløbig ikke paa det.
Under denne Kamp havde en svensk Statsmand henvendt sig til en af de i Stockholm værende Statsraader fra Norge og sagt til ham: Hvis I vil fremsætte Forslag for Norges Storthing om fælles Parlament, skal I faa Sanktion paa Statholdersagen. Dertil svarede den norske Statsraad nej. Den Regjering gik af; en anden kom, og med den kom det saakaldte Unionsforslag. Unionsforslaget gik bl. a. ud paa, at hvilkensomhelst Sag, som dertil fandtes skikket, kunde inddrages under et fælles svensk-norsk Statsraad. En svensk Statsmand sagde offentlig: dette er Indledningen til et fælles Parlament; thi naar Norge har havt dette en Stund, bliver det selv nødt til at bede om fælles Parlament. Dengang var det laget saadan, at i Kristiania var alle Blade vundet for dette Forslag. Men et Folkeblad, som havde et stort Antal Abonnenter — det var et Ugeblad og ikke politisk — , begyndte saa at blive politisk. Det lod Advokat Dunker skrive dette Forslag sønder og sammen. Bladet gik til Grunde; men det er ikke saa farligt med en Pølse i Slagtetiden. Dengang var ikke Dagbladet kommet op
