Lysets Fest til Betragtning kalder;
i Blikket naaer Mimers Gyldenalder
med dens Gry af Guddomsvæld;
Harpers Guld i dets Opgang skinner,
og med Runer og med klare Tinder
staaer i Morgenskjeret Norges Fjeld.
Fjeldets Aand Harpen tog,
stemte den til Valasangen;
alvorsfuldt Varslet drog
vidt om Land i Solopgangen:
Denne Dagning skal formørkes,
onde Magters Idræt styrkes,
Mulmtid ruge over Vangen.
Men paany skal Mørket brydes,
og i Ly af hellig Fred,
Verdens dybe Gaade tydes.
Engang skal, for Asers Rige,
Dag med Lys, som ei gaaer ned,
af de øde Nætter stige.
Det sandes, det fuldendes
gjennem de lange Seklers Rad;
i Norges Saga kjendes
en Tone af Valas Verdenskvad.
Den vidner om Glands, der sank og svandt
i Vinterlig Folkedvale;
den hilser en Dag, som atter randt,
og vakte de stille Dale.
