Denne siden er korrekturlest
I Ovnskrogen sat for sin Levetid,
Papagøien med Snak sig piner;
Philisteren studser ved al den Flid,
og leer ad hans dumme Miner.
Papagøien sidder i hundred Aar
med Hæder og Gunst i Stuen;
naar Døden den gamle Tunge naaer,
da græmmer sig Herren og Fruen.
I Skoven er Sorrig en liden Stund,
naar Sangernes Kvad forstumer;
men Ingen freder hans sidste Blund,
og Ingen har deelt hans Kummer.
