Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/104

Ingen rystes ved det tunge Offer,
som en huusbagt Skjæbne kalder frem;
Ingen gransker disse bitre Stoffer
til Romaner i det snævre Hjem.
Saar, der bløde under sløve Knive,
Sjælesmerter i den gængse Stiil,
hvo vil adle eder, hvo vil give
jer et Skjold mod Ironiens Piil?

Lad nu Dandsen bruse over Tilje,
og lad Glæden aabne vidt sin Favn,
jeg maa dvæle ved den brudte Lilie,
og kan glemme her mit eget Savn.
Jeg har læst paa disse hvide Kinder,
og paa denne smiilforladte Mund,
Alt hvad Taaren tolker, naar den rinder
over dem, mens Verden er i Blund.

Taus jeg løfter denne Kummers Dække,
og betragter stille, hvad hun leed.
Intet Ord skal hendes Drømme vække,
intet Vink skal røbe, hvad jeg veed.
Mindets Tungsind have vi tilfælles;
men dets Billeder i Tid og Rum,
al den Bitterhed, som ei fortælles,
skiller os, og gjør min Læbe stum.