Denne siden er korrekturlest
Mens Jorden hviler paa hans Bryst,
der var saa tonefuldt engang,
et Nyn jeg hører af hans Røst,
der vækker denne Mindesang.
Ja, fromme Gamle, jeg vil gaae
med Harpen til din Slummervraa.
Igjennem Kampen, han har stridt,
han gik med barnligt Smil og Blik.
Hans Billed er saa klart og blidt,
skjønt han har tømt en bitter Drik;
det skinner over Dybets Nat,
og det er Sorgens bedste Skat.
Han havde gjemt til Høstens Stund
sin Vaardags fine Hjerteblad;
hans Liv var nys en visnet Lund,
hvori endnu en Sangfugl sad.
Hans Flugt fra Jordens Efteraar
har været let til Himlens Vaar.
