Denne siden er korrekturlest
Først sad han længe i navnløs Pine
ved Hustruens Lig, med forstenet Mine,
og stirred i Skyen, der gled forbi,
og holdt, under Munkenes Litani,
den Dødes Hænder i sine.
Saa fik man ham ud i de grønne Lunde
til larmende Jagt med Falk og med Hunde.
Men Sorgen fulgte i Vildtets Spor
og lagde i Horn og i Buesnor
et Suk, der aabned hans Vunde.
Saa hørte han atter Bønner og Psalmer
om Gravens Fred og om Himlens Palmer;
men Ordet bævede, uden Trøst,
som sunket Løv i den sene Høst,
naar Himlen med Jorden falmer.
Han sad i sin Hal som et Marmorbilled,
mens Maanens Straale paa Elven spilled
og Fjeldet skygged den gamle Borg.
Han sad i den dybe, rugende Sorg,
som Taaren ei har formildet.
