Denne siden er korrekturlest
Da hørte han Toner derude spille,
saa stærke og klare, og dog saa milde.
Til Strængene lød der liflig Sang:
„Min bolde Ridder, din Nat er lang;
jeg vil dine Smerter stille.“
„Gak ud, mens Duggen fra Lindegrenen
falder, som Perler, paa Runestenen.
Der skal jeg aabne dig Alfers Lund,
og hæve den Traad fra blommet Grund,
som spindes af Trylletenen.“
„Du skal mit funklende Bæger tømme,
og som de lette, svindende Drømme
skal Mindernes blege Hær forgaae.
Og Glædernes Væld, som følger derpaa,
skal gjennem dit Hjerte strømme.“
Saa lød det i Natten til Harpestrænge.
Men Ridderen grundede dybt og længe
paa Sangens Løfter og Tonefald,
og fulgte tilsidst det lokkende Kald,
der vilde hans Sorg fortrænge.
