Denne siden er korrekturlest
En lummer Middagsro er udbredt over
den ynde-rige, skyggefulde Egn,
en Ro, der grunder paa hvad Himlen løber
med sine Solglimt mellem Uveirstegn.
Thi over Graneskovens lyse Toppe
udfolde sig de sorte Skyer nu.
Den strenge Magt, som ruster sig der oppe,
har fyldt Naturen med en stille Gru.
Paa Lundens Kroner og paa Eng og Ager
hviler endnu det sommervarme Lys;
men gjennem disse Løvpauluner drager
det korte Vindstøds ængstelige Gys,
og Fuglen standser nu sin bløde Trille,
og smutter dybest i det grønne Ly,
mens Draaber falde enkeltviis og stille
paa Lindebladet fra den mørke Sky.
