Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/37

29

Og, medens nu over skinnende Planker
Skummet slaaer ind,
drage de gladeste, flygtigste Tanker
gjennem vort Sind.
Ingen vil her, mens der lufter en Vind,
løbe i Havn eller ligge for Anker.

Kjender du Baaden, hvor Valdhornet klinger?
Reis dig, min Ven,
sving med din Hat, eller kys paa din Finger
— Ja, det er den!
Kom lad os vende og styre derhen;
fæst nu til Sejlene Ømhedens Vinger!

Seer du din Skat med den sorte Mantille?
— Hold ei for nær!
Ak, i den lurende, stive Familie
sidder hun der.
Mødes og skilles! — det passer jo her
just til en Dands over Havfruens Tilie.

Nu er det stille. Paa Øer og Strande
Taagen er lagt.
Aftenens Glands paa de rolige Vande
spreder sin Pragt
Flaget i Seilfligen hænger forsagt;
ja, man kan see, det er Tid til at lande.