Denne siden er korrekturlest
I Huset der, bag Skovens Krands,
var den Gang Strengeleg og Dands,
der brændte Kjerter klare;
men hun slog Shavlet om sin Hals,
og fra den muntre Skare
vi smutted bort, og vilde gjerne spare
den hede Længselsvals.
Ak, Foraarsmaanen skued ned
vemodigt til vor Ensomhed,
som om vor Sorg den vidste;
og sagte hvisked Nattens Røst
om Troskab til det Sidste,
og end en Gang, fra nysudsprungne Kviste,
fløi Haabet til mit Bryst.
Men nu, da atter her jeg stod,
sank dybere mit sunkne Mod;
her var saa trist og øde.
Det var, som Dagen, før saa smuk,
med Et bag Skyen døde,
mens Vindens Røster gjennem Dalen løde
som idel tunge Suk.
