Denne siden er korrekturlest
Jeg fordred af den smukke Egn
et stille Vink, et Mildheds Tegn,
det havde lægt og trøstet; —
men, som en ængstet, raadløs Ven,
hvert Træ sin Krone rysted,
og Suset gik mig bittert gjennem Brystet,
som naar et Haab dør hen.
Da maatte jeg med tunge Trin,
og med et overskygget Sind,
min kjære Skov forlade.
Jeg vandred ved den stride Strøm,
der væder Birkens Blade,
hvor Elvens Harpe i en bred Kaskade
klang til min vaagne Drøm.
Og medens Fossens vilde Magt
blindt legede med Vaarens Pragt
og brused over Løvet,
jeg tænkte paa den lange Nød,
som Hjertets Vaar har prøvet,
hvor Blomstens Knop alt bøier sig bedøvet
mod Dybets kolde Skjød.
