Denne siden er korrekturlest
Men, som jeg nu tilbage saa
did, hvor ved Skoven Huset laa,
var Egnen huldt forklaret.
Hvad Længslen nylig spurgte om
blev nu saa sødt besvaret;
af Lysets Engle signet og bevaret
laa Mindets Helligdom.
En Flok af Duer daled ned
som Sendebud om Trøst og Fred,
hvor Smerten nylig dvæled,
og Solen var ved Bilk og Kys
med Vaaren der formælet.
Ja, Dagen laa forsonet og besjælet
just hvor den sørged nys.
Da løstes atter i min Barm
det strenge Aag af Kval og Harm,
der vilde Hjertet tynge.
Hvert bittert Nag, i Sjælen gjemt
langt bort jeg kunde slynge;
jeg hørte Elvens Risletoner synge:
„O, lad det være glemt!“
