Åpne hovedmenyen
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 1s. 300-306).

I en af de elegante Ungkarleleiligheder i Rue Castiglione sad et muntert Selskab ved Desserten.

Signor José Francisco de Silvis var en lavbenet kulsort Portugiser af dem, der pleie at komme fra Brasilien med utrolige Rigdomme, leve et utroligt Liv i Paris og fremfor alt udmærke sig ved de utroligste Bekjendtskaber.

I Det lille Selskab var der næppe nogen, som kjendte sin Sidemand undtagen de, som vare komne parvis. Og Værten selv kjendte de fra et Bal, fra et table d’hote eller fra Gaden.

Signor de Silvis lo og talte høit, hvor han kom frem — som rige Fremmede pleie; og da han ikke kunde naa op til Jockeyklubbens Niveau, samlede han, hvad han fandt: spurgte strax efter Adressen og sendte Dagen efter en Invitiation til en liden Diner.

Han talte alle Sprog — ligetil Tysk; og man kunde se paa ham, at han ikke var lidet stolt, naar han raabte over Bordet: „Mein lieber Hr. doctor! — wie geht’s Ihnen?“

Der var virkelig en rigtig tysk Doctor mellem dem — overgroet med lyserødt Skjæg, og med dette Smil fra Sedan, som følger Germanerne i Paris.

Samtalens Temperatur steg ved Champagnen: flydende Fransk og radbrækket Fransk blandede sig med Spansk og Portugisisk; Damerne laa baklængs i Stolene og lo; man kjendte allerede hinanden godt nok til ikke at genere sig; Spøg og Vittigheder fór over Bordet og fra Mund til Mund; alene „der liebe Doctor“ disputerede alvorligt med sin Sidenmand — en fransk Journalist med rødt Baand i Knaphullet.

Og saa var der en til, som ikke reves med i Lystigheden. Han sad paa høire Side af Mademoiselle Adéle, — tilvenstre havde hun sin nye Elsker — den tykke Anatole, som havde forspist sig paa Trøfler.

Under Maaltidet havde Mademoiselle Adéle ved mange uskyldige Smaakunster prøvet at faa Liv i sin Sidemand tilhøire. Men han forblev stille, svarede forbindtlig, men kort og halvsagte.

Første troede hun, det var en Polak — af de allerkjedsommeligste, der gaa omkring og spille Fredløse. Men hun mærkede snart at hun tog feil; og det ærgrede Mademoiselle Adéle.

Thi det var en af hendes mange Specialiteter strax at kunne sortere alle de Udlændinger, mellem hvilke hun færdedes, og hun pleiede at forsikre at hun kunde gjette en Mands Nationalitet, naar hun havde talt ti Ord med ham

Men denne ordknappe Fremmede voldte hende meget Hovedbrud. Havde han bare været blond, vilde hun strax have gjort ham til Englænder: thi saaledes talte han. Men nu havde han sort Haar, tætte, sorte Mustacher og en fin liden Figur. Fingrene vare paafaldende lange, og han havde et eiendommeligt Lag til at pille ved Brødet og lege med Dessertgaffelen.

„Han er Musiker“ — hviskede Mademoiselle Adéle til sin tykke Ven.

„Ah!“ — svarede Monsieur Anatole, — „jeg er bange, jeg spiste for mange Trøfler.“

Modemoiselle Adéle hviskede ham et godt Raad i Øret, hvorover han lo og saa meget forelsket ud.

Imidlertid kunde hun ikke give slip paa den interessante Fremmede. Efterat hun havde lokket ham itl at drikke flere Glas Champagne, blev han livligere og talte mere.

„Ah!“ raabte hun pludseligt, „jeg hører det paa Sproget: De er alligevel Englænder!“

Den Fremmede blev rød i Ansigtet og svarede hurtigt: „Nei — Madame!“

Mademoiselle Adéle lo: „Omforladelse! jeg ved, Amerikanerne blive vrede, naar man tager dem for Engelskmænd.“

„Jeg er hellerikke Amerikander“ — svarede den Fremmede.

Dette var for meget for Mademoiselle Adéle, hun bøiede sig over sin Asiette og saa muggen ud. Thi hun mærkede sat Mademoiselle Louison ligeoverfor gottede sig over hendes Nederlag.

Den fremmede Herre fostod det og tilføiede halvhøit: „Jeg er Irlænder — Madame.“

„Ah!“ — sagde Mademoiselle Adéle med et taknemligt Smil; thi hun var let at forsone.

„Anatole! — Irlænder — hvad er det?“ hviskede hun.

„Det er de Fattige i England,“ hviskede han tilbage.

„Saa! — hm!“ — Mademoiselle Adéle trak Øienbrynene iveiret og kastede et sky Blik paa sin Sidemand tilhøire; han havde med en Gang tabt meget i hendes Interesse.

De Silvis’ Dinéer vare vare udmærkede. Man havde siddet længe tilbords, og naar Monsieur Anatole tænkte paa Østerserne, hvormed man var begyndt, forekom de ham som en skjøn Drøm. Derimod havde han en stadig Anmindelse om Trøfflerne.

Den egentlige Spisning var forbi; en Haand rakte ud efter et Glas, pillede mellem Frugterne eller de smaa Kager.

Den følsomme, blonde Mademoiselle Louison faldt i Betragtninger over en Drue, som hun lod plumpe ned i Champagneglasset. Bitte smaa blanke Luftblærer satte sig fast rundtomkring paa Skallet, og da den var helt bedækket af de skinnende hvide Perler, løftede de den tunge Drue op gjennem Vinen mod Overfladen.

„Se“ — sagde Mademoiselle Louison og vendte de store svømmende Øine mod Journalisten, „se hvorledes hvide Engle bære en Synder mod Himlen!“

„Ah! — charmant — Mademoiselle! hvilken sublim Tanke!“ raabte Journalisten henrykt.

Mademoiselle Louison’s sublime Tanke gik rundt Bordet og gjorde megen Lykke. Alene den letsindige Adéle hviskede til sin tykke Elsker: „Der skulde vist en god Slump Engle til at bære dig, Anatole!“

Journalisten greb imidlertid Øieblikket og vidste at fængsle den almindelige Opmærksomhed. Glad var han ogsaa ved at slippe ud af en møisommelig politisk Disput med Tyskeren, og da han havde rødt Baand og den overlegne Avistone, hørte alle paa ham.

Han udviklede hvorledes Smaakræfterne, naar de forenes, kunne løfte store Byrder; og derfra kom han ind paa Dagens Them: Pressens storartede Indsamlinger for de Vandlidte i Spanien og for de Fattige i Paris.

Her havde han meget at fortælle, og hvert Øieblik sagde han „vi“ om Pressen, idet han talte sig ganske varm om „disse Millioner, vi — med saa store Opofrelser — tilveiebragte.“

Men ogsaa de andre havde hver sit at berette. Utallige smaa ædle Træk kom frem fra disse Dage fulde af Fornøielse, der smagte af Opofrelse.

Mademoiselle Louison’s bedste Veninde — en ubetydelig Dame, der sad nederst ved Bordet, fortalte tiltrods for Louison’s Protest, hvorledes denne havde taget tre fattige Sypiger op til sig — i hendes egen Leilighed, og ladet dem sy hele Natten før Festen i Hippodromen. Hun havde givet de stakkels Piger baade Kaffe og Mad — foruden Betalingen.

Mademoiselle Louison blev med en Gang en vigtig Person ved Bordet, og Journalisten begyndte at vide hende udsøgt Opmærksomhed.

De mange skjønne Træk af Godgjørenhed og Louison’s svømmende Øine satte det hele Selskab i en stille tilfreds, menneskevenlig Stemning, der passede til Trætheden ovenpaa det anstrængende Maaltid.

Og dette Velvære steg endnu nogle Grader, da man var kommen tilro i de bløde Stole inde i den kjølige Salon.

Der var ikke andet Lys end liden i Kaminen.

Det røde Skjær gok over det engelske Gulvtæppe opad Guldlisterne i Tapetet, skinnede paa en forgyldt Maleriramme, paa Pianoet, som stod ligefor, hist og her paa et Ansigt længer inde i Mørket. Ellers saaes ikke andet end de røde Punkter af Cigarer og Cigaretter.

Samtalen dovnede af; — en Hvisken hist og her, — Lyden af en Kaffekop, som sattes bort, — enhver syntes oplagt til uforstyrret at nyde Fordøelsens stille Glæde og sin menneskevenlige Steming. Selv Monsieur Anatole lemte sine Trøfler, idet han strakte sig i den lave Stol tæt ved Soafen, hvor Mademoiselle Adéle havde taget Plads.

„Er her ikke nogen, som vil spille lidt for os?“ — spurgte Signor de Silvis fra sin Stol. „De pleier altid at være saa snil — Mademoiselle Adéle.“ —

„Aa — nei — nei!“ raabte Mademoiselle, „jeg er altfor mæt!“ — og hun lagde sig tilbage i Sofaen, vippede Benene op og foldede sine Hænder over sin lille runde Silkemave.

Men den Fremmede — Irlænderen — reiste sig fra sin Krog og gik henimod Instrumentet.

„Ah — De vil spille for os! Tusind Tak — Monsieur — hm!“ Signor de Silvis havde glemt Navnet — noget, som ofte hændte ham med hans Gjæster.

„Ser du! — han er Musiker!“ sagde Mademoiselle Adéle til sin Ven. Anatole gryntede beundrende.

Det var forresten noget, alle fik Indtrykket af bare ved den Maade, hvorpaa han satte sig og uden nogen Forberedelser slog nogle Akkorder hist og her — ligesom for at vække Instrumentet.

Derpaa begyndte han at spille — legende, let, frivolt — som Situationen var til.

Dagens Melodier hvirvlede ind mellem Valsestumper og Visestumper; — alle de Ubetydeligheder, Paris nynner i otte Dage, blandede han sammen i et aandrigt flydende Foredrag.

Damerne raabte af Beundring, sang et Par Takter med og trippede med Fødderne. Hele Selskabet fulgte med spændt Interesse; han havde truffet Stemingen og faaet dem alle med fra Begyndelsen. Kun det liebe Doctor hørte til med Sedansmilet; det var altfor lette Sager for ham.

Men snart kom der ogsaa noget for Tyskeren; han nikkede af og til med etslags Anerkjendelse.

En Stump Chopin dukkede op og lagde sig vidunderligt ind i Stemningen — den pikante Vellugt, som fyldte Luften, — de lette Damer, — disse Mennesker, saa aabne og ubekymrede, alle fremmede for hinanden, — skjulte i den elegante og halvmørke Salon, hver følgende sine hemmeligste Tanker, baarne af den hemmelighedsfulde halvklare Musik, medens Skjæret fra Ilden steg og faldte, og lod alt, hvad der var gyldent, glimte frem gjennem Mørket.

Og der kom bestandig mere for Doctoren. Fra Tid til anden vendte han sig mod de Silvis og signaliserede, naar der forekom „Anklänge“ af „unser Schumann“, „unser Beethoven“ eller vel endog af „unser famoser Richard“.

Imidlertid spillede den Fremmede videre — jævnt og uden Anstrængelse, let bøiet tilvenstre for at faa Kraft i Bassen. Det lød, somom han havde tyve Fingre — alle af Staal; de myldrede Toner forstod han at samle, saa at Instrumentet fik en mægtig, enkelt Klang. Uden nogen Stans, uden at markere Overgangene holdt han ved bestandig nye Overraskelser, Hentydninger og geniale Kombinationer Interessen fast, saa at selv den mindst musikalske maatte følge i Spænding.

Men umærkeligt skiftede Musiken Farve. Kunstneren spillede sig bestandig nedover Instrumentet — bøiende sig mere mod venstre, og der blev en underlig Uro i Bassen. Gjendøberne fra Profeten kom med tunge Trin; en Rytter fra „damnation de Faust“ kom farende dybt nedefra i det fortvivlede, hinkende Helvedesgalop.

Det rumlede stærkere og stærkere nede i Dybet, og Monsieur Anatole begyndte atter at kjende Trøflerne. Mademoiselle Adéle reiste sig halvt op; Musiken lod hende ikke ligge i Fred.

Hist og her skinnede Ilden paa et Par sorte Øine, der stirrede paa Kunstneren. Han havde lokket dem med sig, nu kunde de ikke slippe; bestandig nedover førte han dem — nedover, hvor der mumledes dæmpet og dumpt som at Trudsler og Klager.

„Er führt 'ne famose linke Hand“ — sagde Doctoren.

Men de Silvis hørte ikke paa ham; han sad som de andre i aandeløs Spending.

En dunkel, beklemmende Rædsel gik fra Musiken og lagde sig over dem alle. Kunstneren syntes med den venstre Haand at knytte en Knude, som aldrig vilde løses, medens den høire kastede lette Løb som Flammer op og ned i Discanten. Det lød, somom der forberedtes noget ubyggeligt nede i Kjælderen, medens de ovenpaa brændte Bruleau og holdt sig lystige.

Der hørtes et Suk, et halvt Skrig fra en af Damerne, som følte sig ilde; men ingen endsede det. Kunstneren var nu kommen helt ned i Bassen, hvor han arbeidede med begge Hænder, og de utrættelige Fingre hvirvlede Tonerne sammen, saa det kriblede koldt nedover Ryggen paa dem alle.

Men i den truende, knurrende Lyd dybt dernede begyndte der at komme en Bevægelse opad. Tonerne lød i hinanden, over — forbi hinanden — opover, bestandig opover uden at komme nogen Vei. Der blev en vild Kamp, for at komme op; det myldrede som af smaa, sorte Skikkelser, der rev og sled; — en rasende Iver, — en feberagtig Hast, — klavrende, gribende fat med Hænder og Tænder, — sparkende hinanden, — bandende, — Skrig, Bønner, — og altimens gled hans Hænder opover saa langsomt, saa pinligt langsomt.

„Anatole!“ hviskede Mademoiselle Adéle ligbleg, „han spiller Fattigdommen!“

„Aa — mine Trøfler!“ — jamrede Anatole og holdt sig paa Maven.

Med et blev der lyst i Salonen. To Tjenere med Lamper og Kandelabre dukkede frem i Portieren; og idetsamme sluttede den fremmede Kunstner, idet han med al sin Magt huggede Staalfingrene i en Dissonans — saa umulig, saa oprørende, at hele Selskabet fór op. „Ud med Lamperne!“ raabte de Silvis. „Nei, nei!“ — skreg Mademoiselle Adéle, „kom med Lys, jeg tør ikke være i Mørke; hu! det skrækkelige Menneske!“

Hvem var det? — ja — hvem var det? — uvilkaarligt stimlede de sammen om Værten, og Ingen lagde Mærke til, at den Fremmede smuttede ud bag Tjenerne.

De Silvis prøvede at le: „Jeg mener, det var Fanden selv. Kom lad os gaa i Operaen!“

„I Operaen! — ikke for nogen Pris,“ raabte Louison, „jeg vil ikke høre Musik paa fjorten Dage, og saa Myldret i Operatrappen!“

„Aa — mine Trøfler!“ klagede Anatole.

Selskabet brød op. De havde alle med en Gang faaet Fornemmelsen af, at de vare fremmede paa et fremmed Sted, og hver fik Lyst til at liste sig hjem til sig selv.

Da Journalisten førte Mademoiselle Louison til Vognen, sagde han: „Ja se det er Følgen af at lade sig overtale til at komme hos disse Halvvilde; man er aldrig sikker paa det Selskab, man træffer.“

„Ak nei! — han forspildte mig ganske min deilige Stemning“ — sagde Louison vemodigt og vendte de svømmende Øine mod ham; — „vil De følge mig til la Trinité? jeg ved, der læses en stille Messe Klokken tolv.“

Journalisten bukkede og steg ind med hende.

Men da Mademoiselle Adéle og Monsieur Anatole kjørte forbi det engelske Apothek i Rue de la paix, standsede han Kusken og sagde bønligt til hende: „Jeg tror, jeg maa stige af og faa mig noget for mine Trøfler. Du tager mig det ikke ilde op? — den Musik — ser du.“ —

„Gener dig ikke — min Ven! oprigtigt talt: jeg tror ikke, vi er synderligt oplagt nogen af os iaften. Godnat — altsaa til imorgen!“

Hun lænede sig tilbage i Vognen — lettet ved at være alene; og den letsindige Skabning græd som hun var pisket, mens hun kjørte hjemover.

Anatole var vistnok bekymret for Trøflerne; men han syntes dog, han kom sig, da Vognen rullede bort.

Siden de gjorde hinandens Bekjendtskab, havde de ikke været saa tilfredse med hinanden som i dette Øieblik, da de skiltes.

— Den, som havde klaret sig bedst, var „der liebe Doctor“; thi han var som Tysker hærdet i Musik.

Alligevel besluttede han at foretage en Fodtur til Brasserie Müller i Rue Richelieu, for at faa sig en ordentlig tysk Seidel Øl og kanske lidt Skinke ovenpaa alt dette. —


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.