Skipper Worse/11
Skipper Randulfs lille hvide Hus laa høit med Udsigt over Vaagen og Fjorden. De to Venner havde spist og spist svært: nu sov deMiddagssøvn, Værten paa sin almindelige Plads i Sofaen og Gjæsten i en stor Lænestol.
Vinduerne stod aabne; der var varmt Solskin. Byen gjorde ingen Larm i den fredelige Eftermiddagstime, Fluerne summede ud og ind, og Vinden bølgede mat i Gardinerne.
Store, blanke Svedperler samlede sig paa Jacob Worses Næse; han laa bagover i Stolen med Munden aaben og brølsnorkede.
Randulf snorkede ogsaa, men ikke fuldt saa galt. For Øinene havde han et gult Silketørklæde, som hans gamle Husholderske hver Dag maatte binde ham om Hovedet, ellers fik han ikke sove.
Ude i den bratte Bakke foran Huset var der nogle Gutter, som spillede Mablis; de begyndte at lægge Mærke til den vældige Lyd fra de to, som sov, og samlede sig med Latter og Ablegøier indunder Vinduet.
Men pludseligt overfaldtes de af Randulfs Husholderske med en Lime; og Gutterne styrtede i en forvirret Klump nedover Bakken med Latter og Skrig, saa at Worse glyttede lidt paa Øinene og lagde Hovedet over paa den anden Side.
Der blev igjen ganske stille, førend Snorkingen atter kom igang; der hørtes Aareslag fra en Baad, som roede udover Vaagen, og Maageskrig langt ude i Fjorden. Randulfs Husholderske stod paa Vagt med sin Lime, og de brave Kapteiner sov endnu en halv Times Tid.
Endelig reiste Randulf sig, tog Bindet fra Øinene og gabede.
Herved vaagnede Worse halvveis og sagde strax i en overlegen Tone: „Naa! — du har sovet! — jeg troede aldrig du vilde vaagne.“
„Vaagne?“ — svarede Randulf spodsk, „jeg har ikke faaet Blund paa mine syndige øine, — saaledes som du brøler!“
„Jeg snorker aldrig,“ svarede Worse afgjørende, „og desuden har jeg været vaagen hele Tiden, mens du sov.“
„Sov? — jeg sov aldeles ikke — hører du!“
„Ja men det maa jeg da bedst vide, som har siddet her og —“
— „og snorket — ja! — det gjorde du som en Helt.“
De kjæglede endnu en Stund om dette, indtil de blev vaagne.
Derpaa tændte de sine Piber og trak Frakkerne paa; hos Randulf var de altid i Skjorteærmer, hvilket var en Fest for Worse; thi hjemme fik han ikke Lov til det.
Dernæst vandrede de to gamle Skippere omkring paa alle Byens Brygger, kigede ind i Søhusene og ind i Reberbanen, talte om Fartøierne paa Havnen og granskede med den yderste Mistro et nyt Skib, som var under Bygning paa Værftet. Overalt traf de Kjendinger, som de slog en Passiar af med; Randulf var i Perlehumør, og Worse kniknede ogsaa til, skjønt som i gamle Dage var han ikke.
Det var nu næsten noget nyt og uvant for ham — saadan en Runde gjennem Byen. Thi i den senere Tid kom han aldrig stort længer end ned paa sit eget Søhus.
Det var gaaet saa besynderligt med ham; han begreb det ikke selv. Men fra det Øieblik, han havde overladt „Familiens Haab“ til andre, havde han næsten mistet Interessen for alt det, han før havde stellet med. Ja naar han nu saa et Skib staa ind af Byfjorden for fulde Seil, var det ham næsten pinligt, — og før var det dog det skjønneste Syn, han vidste.
Imidlertid fik Randulf ham tøet op idag, saa han blev munter og endogsaa bandte et Par Gange uden at mærke det, hvilket oprigtig glædede hans Ven.
Thi ligesom Konsul Garman var ogsaa Randulf paa sin Kant ulykkelig over, at Jacob Worse gik tilgrunde, som han kaldte det. Han ærtede ham ikke længer; det kunde jo ikke nytte. Men i Klubben betroede Randulf en og anden god Ven ved et varmt Glas, hvor smerteligt det var at se en Perle af en Sjømand som Jacob Worse skjæmmes ganske ud af et helligt Kvindfolk.
„Den Helvedes Rostockeren!“ pleiede han at slutte med. Derved mente han den Rostocker Kof, som han blev paaseilet af i Bolderaa; thi det var hans faste Tro, at havde han — Randulf — bare været hjemme, skulde de aldrig have fanget Jacob Worse.
Klokken syv vendte de tilbage til Randulfs lille Hus i udmærket Humør og glubende sultne. Da de saa igjen havde spist dygtigt — Worse havde ikke havt saadan Appetit paa længe, fik de sine rygende Toddyglas paa Bordet foran det aabne Vindu; og den blaa Røg fra deres Piber kom boblende som Kanonskud snart fra den ene snart fra den anden, — som fra to gamle Fregatter, der saluterede for hinanden.
Efterat de havde røgt længe i Taushed, sagde Worse: „Sjøen kan være fin saadan en Sommerkveld — Skaal!“
„Sjøen er altid fin — Jacob! — Skaal!“
„Aa ja saamænd, saalænge man er ung.“
„Ung! — du er da ikke mere end tre Aar ældre end jeg, og Thomas Randulf tænker ikke paa at krybe iland paa de første ti Aar, — det kan du hænge dig paa.“
„Det er anderledes med mig — ser du! for jeg har dette indvortes — du ved —“
„Aa Skidt!“ svarede Randulf, „ikke ved jeg større Greie paa Lever og Lunge og Tarmer og Indmad og Milten og Dilten og alt det Skrab, de siger, vi har i Maven; men det ved jeg, at den som hører til paa Sjøen, han er syg iland! akkurat ligesom Bonden brækker sig som en Kat, naar han kommer ombord. Det er en Sanning, som er fast og urokkelig.“
Jacob Worse havde ikke noget at byde mod denne Tale; han bare mukkede lidt og gned sig over Maven.
„Har du prøvet Riga-Balsam?“ spurgte Randulf.
„Er du gal — du? det er jo indvortes.“
„Kanske du ikke tror, at Riga-Balsam er godt indvortes ogsaa? Naar du faar den ægte — Far! saa er den god for alt — baade indenbords og udenbords; det maa jeg forstaa!“
„Men forresten er det slet ikke i Maven, du har det,“ tilføiede Randulf dybsindigt, „det er snarere i Hjertet, for det er denne Kjærligheden og disse Kvindfolkene — skal jeg sige dig, som altid har været en Spedalskhed for dig — Jacob! — alle dine Dage har du været som en Tosk med Fruentimmer, og altid har de narret dig op i Stry, det har jeg seet saa mangen Gang baade i Middelhavet og Østersøen. Men sidste Gang er det gaaet allerværst, for de Hellige — ser du! —“
„Du skal tage dig iagt — Thomas! for hvad du siger om Sara. Hun har været mig til stor Velsignelse. Hvad skulde der blevet af mig — en gammel syg Mand — uden hende?“
„Du var ikke bleven en gammel syg Mand uden hende,“ busede Randulf ud; men nu saa den anden saa morsk ud, at Randulf tog sig en lang Slurk og hostede frygteligt bagefter.
„Nei, nei —“ sagde Worse, da han ogsaa havde vederkvæget sig; „hun har været mig en god Hustru baade til Legems og Sjæl; jeg har lært mangt og meget af hende, som jeg før ikke vidste.“
„Ja, det var et sandt Ord — Jacob! jeg skal fortælle dig, hvad da har lært: du har lært at sidde bag Ovnen som en gammel Kjærring og hænge i Skjørterne paa et Kvindfolk, og trækkes omkring til Opbyggelser — Gud forlade mig — som Munkenes Mulæsler i Spanien, — det har hun lært dig!“
„Giv Tid — Thomas!“ svarede Worse og nikkede med en sikker Mine, „du kommer nok til at sande mine Ord. Saadan var jeg ogsaa — som du; men jeg har faaet andet at føle, og det faar du ogsaa, naar din Tid kommer; da først forstaar du, hvad for Syndere vi ere.“
„Syndere! — aa ja! men jeg er da ikke saa ond som mange andre, og det er ikke du heller Jacob! — nu har jeg kjendt dig i fyrretyve Aar og vel saa det; men bedre Mand paa Land og Sjø findes ikke i Norges Land og Rige — nu ved du det!“ — dermed slog han i Vinduskarmen.
Worse var ikke ganske ufølsom for denne Lovtale; men han mumlede dog, mens han kradsede Piben henne ved Ovnen: „Ja men der skal mere til end som saa, meget, meget mere!“
„Hør nu et Alvorsord — Jacob Worse! — kjender du Sivert Jespersen — ogsaa kaldet Gesvinten?“
„Aa jo — Tak!“
„Kanske du mindes 200 Tønder Salt, du kjøbte af ham nord paa Kim et Aar?“
„Ja, jeg glemmer da vist ikke dem i Hasten.“
„Svar mig nu paa en Ting — bare paa en eneste liden Ting: snød han dig eller snød han dig ikke?“
„Blodigt,“ — svarede Worse med Overbevisning.
„Naa — ser du det! vil du nu svare mig paa en Ting til: hvad tror du nu, Vorherre liger bedst: enten en ærlig Sjømand, som holder sin Kjæft og passer sit Skib, — eller slig en Hykler, som snyder værre end en Græker lige for den alvidende Guds Øine og saa efterpaa synger ham Salmer midt i Ansigtet? — he? hvem tror du, han liger bedst?“
„Det ved hverken du eller jeg — Randulf! for Dommen hører Herren til, som ransager Hjerter og Nyrer.“
„Nyrer!“ raabte Randulf haansk; „Sivert Jespersen sine Nyrer! — det var ogsaa noget at ransage! — Nei Far! Vorherre er Mand, som ved, hvad han ør; han lader sig ikke snyde paa Saltet — han.“
„Jeg skal sige dig noget — Thomas Randulf! Vorherre er nok ikke saa grei og bentfrem at komme i Akkord med som de har lært os. For ser du — det kunde endda gaa an med ham selv; men der er nu først alt dette med den Helligaand.“
„Ja tror du kanske ikke, jeg kjender ham?“ spurgte Randulf stødt.
„Ja men ser du, der er saa mange Remedier med ham; for først er det nu det, de kalder Igjenfødelsen og Omvendelsen, — nei Igjenløsningen er det, som kommer først; — nei! nu har jeg glemt det igjen, hvad er det nu, som kommer først?“
„Aa, det er vel Omskjærelsen, du mener,“ sagde Randulf vigtig.
Men da maatte Jacob Worse le, saa nødigt han vilde; og da de først kom paa Latteren, lod de Theologien fare og blandede sig et nyt Glas.
„Men det kommer du ikke fra — Jacob! det var baade Synd og Skam, at du gik fra Søen saa tidligt; og det siger de ogsaa alle Mand, som spørger efter dig!“
„Er der nogen, som spørger efter mig?“
„Spør efter dig! — jagu spør de efter dig ligefra Kjøbenhavn til Kronstadt. Du husker vel den tykke Jomfruen i „Drei Norweger“ i Pillau?“
„Var det der, du ved, vi dansede?“
„Nei Fanden! det var jo i Königsberg; aa Herregud!“ sagde Randulf medlidende, „har du alt glemt det? — nei den tykke i Pillau hun græd sine salte Taarer, da hun hørte, du var gift og blev hjemme. Ach du lieber — sagde hun, was soll nu den arme Minchen machen, naar den lustige Jacob Worse har gegiftet sich!“
„Sagde hun virkeligt det?“ udbrød Worse rørt; „ellers var det galt saaledes som du sagde det. Det er underligt med dig — Thomas! at du aldrig lærer at snakke tysk.“
„Aa ved du hvad, jeg klarer mig nok; for jeg mærker det strax paa dem, naar de vil snyde mig. Saa kommer de saa blide og smiskendes med sit: „guten Abis“! men naar de siger: „das gloobis“, da skal du tage dig iagt, for da er de paa det falskeste.“
„Ja lad dem prøve sig med mig! nei Far! — jeg kan klare dem — jeg!“ raabte Worse overlegen, „Gamle Bencke i Danzig fik sande det — han. For først snød de mig paa Silden, som de altid gjør.“
„Altid!“ bekræftede Randulf.
„Og dernæst paa Rugen —“
„Snak aldrig om det!“
„Men saa havde de tilslut sat noget nyt Dævelskab i Connossementerne.“
„Hvad var det?“
„Det ved jeg Pokkeren! men jeg saa, det var noget nyt, som ikke pleiede at staa, og saa vilde jeg ikke skrive under.“
„Nei — naturligvis.“
„Og Kontoristen, som var etslags Dansker, han stod færdig med Pennen og vilde lokke mig, for det havde ingenting at betyde, det var netop til Skibets Fordel og sligt noget, som en kunde vide, var Løgn. Ja — saa var det ikke mer end det, at jeg bandte paa, at Connossementer vilde jeg have, som jeg var vant til, og før skrev jeg ikke under, om saa baade Rugen og Briggen skulde ligge, til de raadnede, paa Danzigs Rhed!“
„Naturligvis!“ — bekræftede Randulf.
„Men bedst som vi stod og dividerede om dette, kommer Gamle Bencke selv ud i Kontoret, og saa forklarer Danskeren ham, hvad det var. Og saa bliver den Gamle fygendes sint — kan du vide, og tar paa at skjælde og bande paa tysk det bedste, han kunde. Men saa blev jeg ogsaa sint; — og saa vendte jeg mig og sagde til ham paa tysk — forstaar du: — netop saaledes sagde jeg til ham: „Bin Bencke bös, bin Worse og bös!“ — og der han forstod, jeg kunde tysk, vaagte han ikke at mukke et Ord; han bare snudde sig paa Gulvet og pakte af Kontoret. Men den, som fik andre Connossementer, det var jeg!“
„Dengang var du god igjen — Jacob!“ raabte Randulf; det var længe siden, han havde hørt den Historie.
De drak en Skaal for gamle Dage og faldt i Tanker hver paa sin Kant, De vare begge røde i Hovedet, og Worse saa frisk og stærk ud iaften; det gule i Ansigtet var borte; men Orkanbølgerne ved Ørene vare hvide som Skum.
Tilslut sagde Jacob Worse: „Naar jeg ser paa saadant et stort Bord som det, du har der foran Sofaen, saa kan jeg ikke begribe, at Pladen kunde revne tvers over saaledes som du husker — den Nat i Königsberg.“
„Ja men ser du — Jacob! — vi dansede jo lige mod Bordet med fuld Fart.“
„Ja fuld Fart havde vi,“ smaalo Worse.
„Men du syndige Alverden! hvor vi sprang efterpaa!“ raabte Randulf og lo, saa han rystede.
„Og saa begende mørkt som der var, før vi fandt Baaden. Jeg gad vide, hvad det kostede — det Bord.“
„Ja — du maa sige — Jacob! jeg har aldrig været i det Hus mere.“
„Ikke jeg heller.“
Nu fik de fat i den ene Historie efter den anden fra deres gale Ungdom; de fortalte dem bare halvveis eller med Hentydninger, for de kunde dem jo udenad allesammen — beggeto.
„Hvad mener du om en liden Omgang til, Jacob?“
„Det maatte være en liden en.“
„En liden passelig Nathue“, mente Værten og gik efter varmt Vand.
Klokken var ikke mere end ti og Worse havde Lov til at blive til elleve; han havde derfor en udmærket Samvittighed; og altsom hans Hoved varmedes af Randulfs gamle Jamaica Rom, glemte han baade sit indvortes Tilfælde og Bekymringen for sin Sjæl.
Ved det tredie Glas foreslog Randulf, at de skulde snakke engelsk, hvilket de ogsaa gjorde med stort Alvor — paa sin Maade.
Det svindende Skjær fra den lave Nordenvindsbanke, bag hvilken Solen var gaaet ned, gjorde de to Venner endnu rødere, som de sad der ved det aabne Vindu og snakkede sit engelsk.
Fjorden laa speilblank; de yderste Næs og Holmer løftede sig høit over Vandspeilet; nærmere Byen paa de større Øer og hist og her mod øst inde i Fjeldene tændte Ungdommen Sankt Hans-Baal. Røgen steg bent op og ilden flammede blegt i den lyse Sommernat.
Baade gled udover med Piger og Gutter; en Sømand var kommen hjem med et Trækspil, paa hvilket han kunde spille: „Mens Nordhavet bruser“ og mange andre gode Sange.
Et lidet Følge af Baade fulgte den, hvori han var; undertiden sang nogle med; men de fleste taug og lyttede til den sjeldne Musik, seende udover Fjorden mod Havet — mod Nordhavet, som brusede og vakte Erindringer hos dem alle om Sorg og Haab og Længsel og Uvished, Elskov og Savn. —
Imidlertid havde Haugianerne for længe siden forladt Forsamlingshuset. Nogle af Sivert Jespersens Gjæster vendte tilbage, for at spise tilaftens; andre gik lige hjem.
Sara og Fennefos mødtes ved Udgangen. Begge havde vel en Fornemmelse af, at der blandt de andre var lidt Misstemning mod dem, derfor faldt det saa naturligt, at de sluttede sig sammen og fulgtes ad; — ja da de kom til Torvet, bøiede de endogsaa af tilvenstre istedetfor at gaa hjem og spadserede et Stykke udover Alléen, som førte til Sandsgaard.
Ingen af dem havde synderligt Øie for Naturen. De havde aldrig lært andet, end at i alt, hvad der omgiver den Kristne hernede, ligger Fristelse til Øienslyst, Kjødslyst og et hoffærdigt Levnet. Sara havde jo ikke seet stort; men selv Fennefos, som havde vandret Landet rundt paa kryds og tvers til enhver Aarstid, havde endnu ikke andet Begreb om Naturskjønhed, end at en vakker Egn er en, hvor det gror godt, og en styg er en, hvor der er fuldt af Fjeld og Vand og Krat, men lidet Madjord.
Alligevel gjorde den stille, lune Sommeraften sin Virkning paa dem, uden de mærkede det. De havde atter talt om Menighedens svare Brøst, og hvor haardt det trængtes, at en tog alvorligt fat.
Men nu gik Samtalen istaa; de stansede og saa udover Fjorden, hvor Blussene tændtes, Baadene roede ud, Sangen og Musiken lød ind til dem; Sara drog uvilkaarligt et dybt Suk og vendte sig, for at gaa indover mod Byen.
Hans Nilsen vilde sagt noget om Verdens Børns korte Syndelyst; men det vilde ikke forme sig for ham; han bøiede af, og før han vidste det, spurgte han hende, om hun havde havt Glæde af det Brev, han forærede hende, da de skiltes sidst.
„O ja — Hans Nilsen!“ svarede hun og vendte sit Ansigt op mod ham; hun blev en Smule rød og sagde ikke mere; men han blev ganske fortumlet.
Saaledes vendte de tilbage til Byen. Ved Gadedøren spurgte Sara, om han ikke vilde gaa indom et Øieblik. Fennefos fulgte hende uden at tænke, og da de kom ind i Stuen, satte han sig i en Stol.
„Det var godt at faa hvile,“ sagde han, for han kjendte sig saa besynderligt træt.
Aftenskjæret gjorde Stuen halvlys mod Vinduerne; men længer indpaa Gulvet var der temmeligt mørkt. Sara gik ud i Kjøkkenet og kjendte efter, om Bagdøren var laaset; Pigerne var gaaet ovenpaa; der var stille og uddødt i Huset, Klokken var henad ti.
Hun bragte koldt Vand og Bringebærsaft, og Hans Nilsen drak mod Sædvane et stort fuldt Glas helt ud: han var baade træt og tørst — sagde han.
Sara satte sig et Stykke fra ham i Sofaen; men ingen af dem sagde noget. Og da der havde været stille i et Minut eller to, blev det dem begge pinligt, og de begyndte paa en Gang; men derved stansede de ogsaa begge strax igjen.
„Hvad var det, du vilde sagt?“ — spurgte Hans Nilsen.
„Jeg — vilde spurgt, om du ikke vilde have mere Saft og Vand,“ svarede hun usikkert.
„Nei Tak! — nu faar jeg nok gaa.“
Han reiste sig og gik over Gulvet. Hatten laa paa Bordet; men Fennefos gik, somom han ikke vidste, hvor han var, henimod Vinduet og saa ud mod den lyse Aftenhimmel.
Sara reiste sig ogsaa og gik hen til et Skab mellem begge Vinduerne, hvor hun gav sig til at pusle med et eller andet.
Han mærkede, at hun var lige bagved ham, vendte sig og gik tilbage til Stolen.
„Det har været vakkert, varmt Veir idag,“ sagde han; men hans Stemme var saa tyk og forunderlig, og skjønt han netop havde drukket, var han ganske tør i Munden.
Sara svarede ogsaa noget utydeligt, tog Glasset, han havde drukket af, og satte det hen paa Brættet; hun skalv paa Haanden, saa de hørte Glasset klirre mod Brættet.
Hans Nilsen reiste sig igjen, gik ligesom i Ørsken et Par Skridt hid og did, kom tilslut henimod hende, somom han vilde sige noget; hun vendte sit Ansigt mod ham, saa at Lyset faldt paa hende.
Hans Læber bevægede sig, men der kom ingen Lyd, indtil han endelig fik frem: „Du er saa bleg.“
„Hvad siger du?“ hviskede hun; hans Stemme var saa utydelig, at hun ikke forstod.
Han prøvede igjen; og som for at hjælpe paa Ordene, der ikke vilde komme, nærmede han sin Haand til hendes Kind. Han kom til at røre ved den bløde, fine Hud, og da forlod Bevidstheden ham; det brusede gjennem hans Hoved, han vidste af ingenting; men han holdt hende i sine stærke Arme — næsten løftende hende fra Gulvet, medens han kyssede hendes Øine og hendes Mund.
Hun rev sig ikke løs, hun stødte ham ikke fra sig; men der gik en Skjælven gjennem hende, som han fornam.
Han slap hende halvt — et Secund, saavidt han kunde se hende i Ansigtet; deres Øine borede sig i hinanden, han saa det blege Ansigt, Læberne endnu halvt aabne efter de vilde Kys; han kunde tage hende, hun laa fast i hans Arme; det begyndte igjen at bruse i hans Hoved, — da sprang han tilbage med et Skrig: „Herre — hjælp os! hvad er det, vi gjør!“
Men da Døren var lukket, ilede hun over Gulvet og lyttede. Hun hørte ham tumle ud af Gangen, hørte Gadedøren slaa i og hans hurtige Skridt forbi Vinduerne.
Da vendte hun sig mod Lyset — Hænderne pressede mod sit Bryst, ved Mundvigerne skjælvede noget, som kunde være et bittert Smil; derpaa kastede den unge, stærke Kvinde sig lige ned i Gulvet og hulkede. —
— Da Jacob Worse munter og „vel sat“ kom famlende hjem en Time senere, fandt han sin Kone læsende i Bibelen med to Lys paa Bordet og nedrullede Gardiner.
„Godaften,“ begyndte han lystigt, „sidder den lille Frue oppe endnu? kom, lad os nu gaa tilsengs — lille Sara!“
Hun blev ved at læse uden at se op. Worse lagde Hatten fra sig og tvintede saa smaat, naar han gik over Gulvet.
„Du kan tro, vi har havt en morsom Dag — Sara!“
„Alle tre?“
„Tre?“ — svarede Worse og stansede, „det var bare Randulf og jeg.“
„Du lyver; I vare tre,“ svarede Sara roligt.
Nu fik Jacob Worse det ulyksalige Indfald, at hun spøgte. Han nærmede sig smilende med de fugtige Øine, for at tage hende om Halsen: „Ei ei! — saa du ved bedre Besked end jeg selv! — hvor gik du i Skole, hvor blev du saa klog? — hvem var den tredie — he?“
„Djævelen,“ svarede Sara og løftede pludseligt sine Øine, „den lede Satan sad midt imellem Eder.“
Skipper Worse tumlede tilbage.
„Du kan tro, han har havt den morsomste Dag af Eder alle. Han har frydet sig, naar Eders Mund strømmede over af Eder og Forbandelser, raaden Snak og al Eders Hjerters Uterlighed. Saa du ikke hans krummede Klør, naar han satte Glasset for dig, at du skulde beruses i hans Urenheds Vin? hørte du ikke, hvor han lo, mens I sad sølende Eder i Eders Synds Væmmelse, for at modnes til Helvedes Føl og Pine?“
Worse begyndte uvilkaarligt at gnide sig paa Maven; han kjendte igjen Ondet derinde.
„Nei — men Sara! — ikke sig det —“ bad han; men hun blev ved; medens Øinene fulgte ham saa store og kolde, at han holdt Haanden op, for at skygge for sig.
„Hvorlænge vil du vel spotte Herren? — du gamle Mand! har du ingen Frygt for den Ubodfærdiges Straf? eller har du intet hørt og intet lært om det yderste Mørkes Rædsel?“
Worse trak sig forfærdet henimod Sovekammeret. Halvdrukken som han var, kunde han ikke rigtig samle Meningen; han hørte bare de fæle Ord og kjendte de to mørke øine, som forfulgte ham. Et Par Gange bad han hende saa bønligt holde op; men hver Gang fik han en ny Skræk, indtil han sønderknust og elendig listede sig ind i Sovekammeret og krøb iseng.
Men først da han havde snorket en hel Time, kom hans Kone stille ind og lagde sig ved hans Side.