Skipper Worse/15
En Storm kan gaa an, selv om den er temmelig stiv, naar man er paa Landjorden.
Men naar det blæser lige galt i ugevis — Dag efter Dag, Nat efter Nat, saa Ingen længer kan holde Greie paa, hvad Tid den ene Storm begyndte og den anden sluttede, — da er der faa, som gaar fri for en knugende, nervøs Ængstelse, hvis de bor i en liden Træby ved den aabne Fjord med selve Havet brølende lige udenfor.
Da sænker Himmelen sig saa lavt, at Skyerne slæbe langs Jorden, og Regn og Sjøraag fyger langt indover Landet; Dagen er lysegraa med brandgule Uveirsglimer og Natten saa svart og tæt som en Ligkiste.
Da er det værst, naar man ligger nøgen og hjælpeløs i sin Seng, og Stormen presser sig ind i smaa, krogede Gader, rusker i Tagrenderne og kaster Tagsten ned.
Naar man saa ikke har sovet ordentligt i flere Nætter, og Dagen er gaaet med at kige fra Barometret op i den graa forrevne Himmel eller ud paa den øde Gade, hvor der hist og her er en rød Flek i Sølen efter en knust Tagsten, eller med at høre Fortællinger om Ulykker i Byen paa Vinduer og Tage eller paa Havnen, — eller om, hvor nær det var ved at blive Ildebrand inat — Brand i saadan en Storm! — da er det, en og anden begynder at tvivle, om alt gaar rigtig til, om ikke Verden er kommen lidt i Ustand, om ikke alt vil rives istykker, rodes sammen og Havet vælte ind over de lave Skjær og skylle Huse og Kirker og hele Stellet ud i Fjorden som Fyrstikæsker.
„Guds Vrede er over Landet,“ sagde Haugianerne og holdt paa sine Hatte, naar de gik til Forsamlingen; ved Indgangen hvirvlede Vinden Snippen af Kastetørklædet over Hovedet paa Kvinderne, saa de kom ganske fortumlede ind i den lave, halvlyse Forsamlingssal.
Der sad de og trykkede sig tæt sammen; medens han, som læste, maatte hæve Stemmen eller endog helt slutte, naar Stormen tog et Kjæmpetag i Asketræerne udenfor og rystede Vinduer og Døre.
I Stilheden, som fulgte, naar Flagen var over, begyndte han saa igjen at læse; men Stemmen var svag, uden Liv og uden Frimodighed. Og de saa fra den ene til den anden; men intetsteds var der Frimodighed at se; Kvinderne fór sammen ved hvert nyt Vindstød, og Mændene havde meget at tænke paa.
Flere af Haugianernes Skibe vare underveis fra Østersøen og St. Uebes. De gik og ventede og ventede; men der kom ikke noget, og saa blæste det værre og værre — Storme fra Sydvest op til Nordvest bestandigt galere og galere; havde de ikke itide søgt Nødhavn paa Østlandet, saa Gud naade baade dem og os.
Selv Sivert Jespersen sad uden Smil og borede sine Hænder ind i Frakkeærmerne, indtil han fik Tag helt oppe ved Albuen; saaledes sad han stille og kneb til, somom han vilde holde fast paa noget.
Madame Torvestad sad stræng og myndig paa sin Plads; mange saa paa hende; hun var da ialfald rolig. Men den, som de mest trængte til at have imellem sig, var der ikke.
Allerede for otte Dage siden havde Fennefos taget Afsked med Vennerne i al Stilhed; han tog over til England med en Hollænder, som havde ligget i Havari; derfra var det nok hans Agt at gaa til Indien.
Forresten var han ikke kommen af Landet endnu; thi Hollænderen havde søgt Udhavn for Storm, og der laa Fennefos veirfast ude i Smørvigen en halv Mils Vei fra Byen; han havde endog været inde et Ærinde for et Par Dage siden.
Stormen havde været nogenlunde moderat til over Middag; men i Mørkningen sprang den om paa Nordvest og blev værre end nogensinde. Store Dønninger kom indover Vaagen, løftede Fartøierne og de tunge Førebaade og brusede ind i Stenmuren under Søhusene, skyllede hist og her op mellem Gulvbordene, fordi der var saa ualmindeligt høit Vande. I Riggen paa de store Skibe peb det som af hundrede Klarinetter fra Helvede, og det knirkede og knagede i Fendere og Fortøininger.
Nedover Svalen paa Jacob Worses Søhus kom en spinkel, hvid Skikkelse løbende, famlende sig nedover Trappen og stod i første Etage, hvor Gulvet ligesom gyngede hver Gang Søen løftede sig indunder Huset.
Med al sin Kraft fik hun trukket den ene Søhusdør saa meget tilside, at der kom en Sprække, som hun kunde presse sig ud igjennem; hun holdt sig fast med den ene Haand, og bøiet ud over det sorte Vand gjentog hun endnu engang sin lille Ed, førend hun slap:
„Jeg lover og sværger at elske dig trofast i Liv og Død og aldrig gifte mig med nogen anden. — Lauritz! — min egen Lauritz!“
Derpaa slap hun Taget, og den tunge Sø trak hende ind under en Førebaad, som laa fortøiet udenfor Søhuset, og hun kom ikke op igjen. Først senere paa Aftenen fandt nogle Søfolk, som havde været ombord i et Fartøi, for at efterse Fortøiningerne, noget hvidt, som laa og skyllede op og ned i Stentrappen ved Torvebryggen.
Rygtet løb fra Torvebryggen udover hele Byen endnu fortere end et saadant Rygte ellers løber; thi alle vare saa opskræmte og spændte efter det lange uhyggelige Veir, at dette Lig, som var fundet, faldt lige ind i Stemningen, slog Følge med Stormen og blæste over Byen i fem Minutter.
Smaabørn, som vare ifærd med at gaa iseng, hørte, hvorledes Pigerne ude i Kjøkkenet slog Hænderne sammen og „bevarede sig“; men naar de spurgte Mor, hvad det var, saa fik de ikke vide andet, end at det var noget, som Smaabørn ikke maatte vide; og saa troede de, at det var noget ganske forfærdeligt fælt og krøb skjælvende under Dynen.
Men Rygtet selv spaltede sig i talløse Varianter. Nogle sagde, hun var sprungen af Sengen i Vildelse, — hun laa i Nervefeber, — mens Madame Torvestad var i Forsamlingen og Pigen ude. Andre mumlede bare og rystede paa Hovedet.
Og disse blev efterhaanden de fleste.
Det var de, som mente, at her var det igjen blevet aabenbart, hvad der gik isvang blandt „de Hellige“.
Henriette Torvestad havde taget Livet af sig — det blev snart slaaet fast; hun skulde have et Barn, — eller Moderen vilde tvinge hende til at tage Erik Pontoppidan; — ja Moderen, — den myndige Madame Torvestad havde Skylden, hun og Haugianerne — de mørke, lumske Haugianere, som hverken undte sig selv eller andre nogen Glæde, — de havde dræbt den stakkels Pige, de førte Ondt over Byen; derfor var her saa uhyggeligt og fælt, somom Stedet var forbandet, Lig laa og drev paa Vaagen, og Storm fulgte hylende paa Storm uden Ophør, somom Dommedag var nær!
Mange maatte ud paa Gaden, saa surt som det var, for at faa ordentlig Besked; de fandt en Klynge af Mennesker samlede om et Par forskræmte Lygter nede paa Torvet.
Haugianerne fik Efterretningen, da de netop vare komne hjem fra Forsamlingen. Sivert Jespersen tog Kavaien paa igjen, slog Kraven op og skyndte sig gjennem de mørke Gader til Madame Torvestad.
Men flere end han vaagede sig ud; ængstelige Mænd og Kvinder af Haugianerne fik en Skræk for at sidde alene hjemme med denne Nyhed, der ligesom vakte ond Samvittighed hos dem alle. De tog Mod til sig og gik afsted, for at faa Vished og høre, hvorledes de Ældste tog det. I Gaderne ved Torvet mødtes de med andre; men paa Madame Torvestads Hjørne ved Worsesmuget havde der allerede samlet sig mange Folk og Lygter.
Hvergang en af Haugianerne vilde forbi, lyste de ham i Ansigtet og raabte hans Navn med haanende Ord eller Vittigheder. De maatte gaa Omveie for at slippe ind; ved Døren stod et Par af Vennerne, som aabnede, naar Stemmen var kjendt, og lukkede strax igjen.
Indenfor følte de sig tryggere; thi Worsegaarden var bygget helt i Firkant med Gaardsrum i Midten som en Fæstning. Men her var Rædsel og Forvirring. Madame Torvestad sagdes at være gaaet fra Forstanden; hun sad stiv ved Sengen og saa paa Vandet, som dryppede, og ingen maatte røre Liget. Den gamle Farver var hos hende; andre taalte hun ikke.
Og i Hovedbygningen laa Jacob Worse og kjæmpede sin sidste Kamp med Djævelen. Han laa i et Kammer mod Gaarden; — i Stuerne mod Torvet turde de ikke vise Lys, for ikke yderligere at ophidse Mængden ude paa Gaden, der øgede og stundom brød ud i en truende Mumlen.
Efterhaanden samledes de fleste betydelige Mænd og Kvinder af den haugianske Kreds. De gik blege omkring, alle vare ængstelige og forvirrede; der var intet Hoved blandt dem, og imens voxte Stormen, saa Huset rystede.
Jacob Worse laa i Sengen — gul med fortrukket Ansigt. I flere Dage havde han havt heftige Smerter; nu var det, somom alt efterhaanden slappedes, og baade Lægen og den kloge Kone havde erklæret, at det blev hans sidste Nat.
Men Kampen var ikke slut endda. Det kunde man se paa hans Øine, der gik urolige fra den ene til den anden, naar Sara var ude. Undertiden syntes han at falde i en stor Angst, kastede sig frem og tilbage, mumlede noget, de ikke forstod og vred Hænderne om hinanden.
„Han er besat af Djævelen,“ sagde en af Kvinderne.
Og denne Mening vandt Indgang hos de fleste. Nogle tog til at lede i Salmebogen eller i Bibelen eller i de mange smaa Bøger efter saadanne Bønner og Sange, som kunde bruges, naar nogen var besat af den Onde.
Men de fleste vare altfor optagne af det skrækkelige med Henriette og af at kige ud paa den urolige Mennækemasse udenfor.
Sara gik omkring med et aandsfraværende Ansigt, der vel kunde se ud, somom det var forstenet af Sorg. Og dog var det ikke Sorg.
Skilsmissen fra Fennefos og Henriettes Død blandede sig sammen i et lammende Slag; lagde bare en tættere, kold Forhærdelse omkring hende. Hendes døende Mand derinde i Sengen, alle de forskrækkede Mænd og Kvinder, Larmen derude paa Gaden — hvor var det hende ikke altsammen ligegyldigt; hun kunde gjerne have sat sig midt i Stuen og givet sig til at le af dem.
Men udenfor blev det bestandigt værre. Et Par halvvoxne Gutter gav sig til at dundre i Væggen; nogle nærmede sig Vinduerne, steg op paa Vandbordet og trykkede Ansigterne flade mod Ruden. Haugianerne krøb iskjul i Krogene; Sivert Jespersen laa næsten under Bordet.
„En faar gaa ud og snakke dem tilrette,“ foreslog en af de ældre Kvinder.
Det maatte være Sivert Jespersen, han var den ældste blandt dem; men han turde ikke. Han vidste altfor vel, at det bare vilde gjøre ondt værre, om han kom frem. Den gamle Farver sad oppe hos Madame Torvestad; man fik heller bede ham prøve.
Det faldt ingen af dem ind at tænke paa Politiet; man var ikke i Byen — og allermindst Haugianerne — vant til at vente nogen Hjælp fra den Kant; skjønt Opløbet nu fyldte hele den trange Gade og en stor Del af Torvet foran Skipper Worses Gadedør. Der maatte være fine Folk ogsaa iblandt, for enkelte af Lygterne vare af de kostbare sexkantede af blankpoleret Messing.
Men medens de raadsloge om, hvorvidt de skulde hente den gamle Farver eller ikke, blev Mængden derude ganske stille; der hørtes kun de hurtige Fodtrin af dem, der skyndte sig ud af Gaden og hen paa Torvet. Her stimlede de sammen om noget, og alle Lygterne vendte indad mod Midten, saa der blev forholdsvis lyst; og over Hovederne paa de fleste kjendte Haugianerne deres egen Hans Nilsen Fennefos.
Han talte til Folket; Ordene kunde de ikke høre i den rasende Storm; men de vidste jo, at naar han vilde, maatte Hjerterne bøie sig for ham; og idet de alle — Mænd og Kvinder strømmede til Vinduerne, takkede de Gud for denne Frelse og lykønskede hverandre, somom deres Liv havde hængt i en Traad.
Men Sara blev siddende alene inde i Sygeværelset. Nu var hun ganske optaget af dette ene: at hun skulde se Fennefos igjen; hun gruede for det, hun skalv næsten, og hun syntes, at alt dette ikke kunde bæres.
Worse saa paa hende; men i hendes forstyrrede Ansigt fandt han ingen Trøst; han lukkede da sine Øine og syntes at falde hen i en Døs.
Fennefos kom ind Gadedøren og modtoges i den mørke Gang af talrige Hænder og kjærlige Ord. — Det første, han sagde, da han traadte ind i Stuen, var: „Hvorfor sidde I her i Mørket? mon I have noget at frygte af Lyset?“
De syntes alle, at han talte saa altfor høit, siden de selv havde hvisket hele Tiden; men et Par af Kvinderne skyndte sig efter Lys og Gardinerne bleve rullede ned.
„Du kom i rette Tid — Hans Nilsen!“ sagde Sivert Jespersen og klappede ham kjærligt paa Skulderen.
„Hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab,“ anbragte Nicolai Egeland.
„Jeg kom ellers for at melde Jer et tungt Budskab,“ sagde Hans Nilsen og saa alvorligt fra den ene til den anden, „skjønt jeg ser, her er Jammer nok i dette Hus. — Vi fik vide ude i Smørvig ieftermiddag, at Eders Skib Ebenezer er strandet søndenfor Bratvold; ikke en Mand kom iland; derfor gik jeg herind, at I kunde forberede og tage Jer af Enkerne og de Faderløse.“
„Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet,“ sagde Nicolai Egeland.
Sivert Jespersen vendte sig bort og gik for sig selv ind i den anden Stue; det saa ud, somom han regnede.
Paa Gaden havde Folk begyndt at sprede sig. Fennefos var kjendt og paa en Maade agtet; det gjorde ogsaa en vis Virkning, at han, som de alle vidste var reist bort, for at blive Missionær i Indien, nu pludselig stod midt iblandt dem.
Der var desuden dette ved Manden, som gjorde, at alle maatte høre paa ham, naar han talte. Han sagde dem nogle faa alvorlige Ord om, hvor ilde det sømmer sig for enhver af os at lægge Sten til Byrden naar Herrens Haand er falden tungt paa en Broders Hus.
De fine Lygter forsvandt og andre fulgte; der var desuden saa surt og uhyggeligt i den fygende Storm midt paa Torvet; lidt efter lidt spredtes Sværmen; en og anden gav et arrigt Slag i Væggen, idet de gik forbi Madame Torvestads Hjørne.
Fennefos havde sat sig ned blandt Haugianerne inde i Sygeværelset og talte endnu engang til dem. Henriettes Død havde grebet ham dybt, og hvert Ord, han sagde, dirrede af Smerte og Medynk og fandt Vei til alle de forpinte Hjerter.
Alle lyttede, nogle græd stille; alene Sara sad med halvt bortvendt Aasyn uden at røre en Mine. Undertiden vendte hun sig mod ham; han saa paa hende som paa en af de andre — aabent og lyst. Men hendes dybe, stærke Øine borede sig ind i hans — som en Klage, som et Skrig i den yderste Nød: nu da hun skulde til at blive fri, nu var det altsammen for sent, forspildt, øde; vilde han ikke hjælpe hende?
Han vilde ikke, saaledes som hun vilde. Han talte, somom han allerede var langt borte, somom de bare hørte den elskede Stemme raabe velsignede Ord til dem fra det fjerne.
Derpaa reiste han sig og bød Godnat og Farvel.
Der blev stor og smertelig Overraskelse mellem dem: vilde han nu forlade dem igjen? tage Freden bort, han netop havde bragt? — de flokkedes om ham med Bønner og gode Ord, talte ogsaa om Stormen og det fæle Veir, „du finder knapt Veien — Hans Nilsen i dette begende Mørke.“
Men da svarede han stille med sin Moders Vers:
„Han, som kan Stormen binde
Og lede Bølgen blaa,
Han ved og Vei at finde,
Hvorpaa min Fod kan gaa.“
Ved Døren vendte han sig endnu engang og saa kjærligt paa dem alle. Tilslut kom han til Sara, som stod tæt ved ham; han rakte hende for sidste Gang sin Haand til Farvel, og i hans Blik kom der hele den gamle uskyldige Kjærlighed fra deres Ungdom — saa varmt og aabent, men saa vemodigt og fuldt af den dybeste Medynk.
Da de andre fulgte ham ud i Gangen, vendte Sara sig, tog et Lys og gik ovenpaa, for at hente noget Lintøi. Men foran Linnedskabet brød hun sammen og begyndte pludseligt at græde.
Hun græd først tungt og ondt; men efterhvert smeltede altsammen, og hun græd over den arme Henriette, over sig selv, over alt, som var saa bundløst sørgeligt. Der stod ikke andet foran hende end dette lyse, rene Blik, og i dette Blik løste Taarerne Forhærdelsen, som havde lagt sig om hende, og milde, fromme Tanker kom igjen fra den Tid, Hans Nilsen og hun fulgtes til og fra Forsamlingen og talte saa godt og uskyldigt med hinanden.
Saaledes fandt et Par af Kvinderne hende grædende foran Linnedskabet, og den ene sagde til den anden: „Se! hvor hun elskede ham.“
Hun reiste sig forvirret; men blev strax rolig, da hun forstod, de mente hendes Mand.
Nogle Mødre, som havde smaa Børn, gik nu hjem, da Gaden var fri. — Men de fleste vilde blive der hele Natten, for at vaage og bede over den arme Skipper Worse og være ved Haanden, om noget skulde forefalde i Bagbygningen. Af og til gik en over og lyttede ved Døren. Den gamle Farvers Stømme hørtes, og det glædede de sig over; thi de mente, at Madame Torvestad maatte være kommen til sig selv igien, naar han kunde tale til hende.
Ved Midnatstid blev der bragt Kaffe ind i Stuen, og de skiftedes til at gaa ind og tage sig en Kop for at holde sig vaagne.
Men inde i Sygeværelset sad de og læste af de hellige Bøger, eller En bad en Bøn for den stakkels Syge, at Herren snart vilde løse op for ham og gjøre hans sidste Time god og blid.
Jacob Worse havde ligget et Par Timer ganske stille; de vidste ikke, om han havde sin Bevidsthed eller ei. Sara satte sig ved Sengen og tog hans Haand; det var vel den første Gang, hun viste ham noget, som kunde ligne et frivilligt Kjærtegn. Men det var for sent; han mærkede det ikke.
Eftersom Natten led, sagtnede Stormen; og Læsningen og Bønnerne mattedes ogsaa af. Alle havde havt saamegen Sindsbevægelse, at Trætheden nu sneg sig over dem, da Stormen ikke længer ruskede saa vildt; og den Syge laa saa stille og fredeligt.
En og anden faldt hen i en liden Søvn; Sivert Jespersen lukkede ogsaa Øinene; men han sov ikke, han regnede fremdeles. Læsningen gik istaa og der blev ganske stille iblandt dem.
Men med ét fór de alle iveiret. Thi henne fra Sengen raabte Jacob Worse: „Lauritz — din Dævlunge! — op og klar Vimpelen!“
De styrtede hen mod Sengen og tog Lysene med; blege og forstyrrede stirrede de paa den Døende, de troede, det var Djævelen selv, som talte ud af ham; Sara havde kastet sig ved Sengen og bad.
Men Jacob Worse laa der helt forandret; Øinene vare kun halvtaabne og syntes ikke at se; men det forpinte Udtryk var veget af Ansigtet, det var næsten den gamle polidske Skipper Worse; det tætte, snehvide Haar laa saa smukt fremover i de urokkelige Orkanbølger, og Hænderne lagde han stille ned paa Tæppet, somom han var færdig med noget.
Thi i sidste Øieblik slap Djævelen Taget, og idet Sygdommen for sidste Gang rystede det stærke Legeme, og Hjernen gjorde sine sidste Trækninger, blev der i Mylderet af uklare Minder og forvildede Tanker, der snurrede forbi, et Billede hængende, som endnu et lidet Secund lyste for den plagede Mand.
Det var den navnkundige Hjemkomst fra Rio de Janeiro, hans Stoltheds Dag.
Skipper Worse stod igjen ombord paa „Familiens Haab“; der blæste en frisk Nordenvind indover Fjorden, og den gamle Brig gled mageligt frem for smaa Seil.
Han aabnede sine Øine; men han saa ikke de blege Ansigter omkring sig.
Han saa Solen skinne over Sandsgaardbugten, hvor blaa Sommerbølger løb i flokkevis mod Stranden, for at melde, at Jacob Worse var i Fjorden.
Han prøvede at løfte Hovedet for at se bedre; men da sank han tilbage i Puderne og mumlede med et inderligt fornøiet Smil:
„Vi kommer sent — Hr. Kunsel! men vi kommer godt!“
— Saaledes seilede gamle Skipper Worse ud af Livet.