Skovviser
I de blaa anemoners maaned,
da skal du række mig din haand,
dit bryst, din mund.
Da vil jeg føle dit legemes aande
i vaargræsset,
dit legemes livsalige, varme aande
mod min pande.
Og jeg vil begrave din deilige barm
i søde, blaa anemoner,
og jeg vil blæse dem bort for dig igjen,
jeg og zephyr.
Og vi gaar i den lyse, forunderlige skov —
da er det sommer!
Og vi plukker de svulmende blaabær,
og vi farver vore tænder blaa,
og vore tunger blaa
Hva?
Og jeg plukker vældige rognbærklaser,
— de hænger som blus i skovmørket, —
og jeg træder et perlebaand af rognbærrubiner
til dig, min skovviv!
Og under de majestætiske furuer
staar de tendre linnæa og drømmer,
dem damerne elsker.
Og jeg fletter dig en duftende talisman.
Den skal nok skytte dig mod spøgelser.
En grøn moskaabe laver jeg dig,
— for det er koldt i skoven om kvelden.
Og naar du faar den prægtige kaabe,
kommer du til at kysse mig vistnok.
Og naar elet blir skumring blandt buskene,
du min skovviv,
da vil du række mig dit bryst, din mund,
din haand.
Da vil dit legemes hede aande
blande sig med skovens kjølende aande
— og med min aande,
hva?
Og mens du sover i min favn, du kjære,
vil jeg synge elvenes sange,
og hviske trækronernes hvisken,
og nynne skovstjernernes elskov
ind i dit øre.
Natten, som synker i skov,
maanens runer paa sø,
sukke fra min husbonds søvn
skal skjærme mig, mens jeg vaager.
Draaber af din skovvivs blod
din vaagencle vivs ve,
draaber af min barms blod
skal skjærme dig, mens du sover
Du er min tzar.
Men jeg er din tzarina.
Du byder mig at brygge dig en læskedrik,
og jeg brygger dig en kostelig trylledrik,
— af rødder, som disse hænder har plukket,
af saft, som de har krystet af siv.
Jeg brygger dig en læskedrik.
Den giver dig manddoms styrke
Den gjver dig elskovs kraft.
Jeg brygger dig en trylledrik.
— Thi dit barn er mit barn.
Du er min tzar.
Du byder mig at hænge om dig din jagtkniv,
at spænde den fast om dig.
Jeg spænder den fast om dig
— og graater.
Thi naar solen daler,
og du er borte,
og jeg føler det skjælve under beltet,
— jeg sidder alene,
min tzar er borte,
og hans barn taler i mit skjød,
— da frygter jeg.
Ja.
Jeg kysser din blanke jagtkniv
og dugger den med taarer.
Jeg kysser med mine svage læber
eggen paa din skarpe jagtkniv.
Ja.
Jeg har viet din jagtkniv:
Forbandet af stjerner, af skyer, af skove,
forbandet mellem dyrs og menneskers hær
tzarina, som synder mod tzar!
Forbandet af diebarns læber,
forbandet af mødres fødselsskrig
tzar, som synder mod tzarina!
— Din jagtkniv har ridset mit hjertes lov.
Ja.
Du er mand
Du er sterk.
Jeg er svag som den frysende fugl.
Naar tordenen ruller,
og stormene brøler om hevn, om had,
naar mørket sniger sig rundt vor hytte,
da maa du være hos mig.
Og jeg vil gjemme mine øine i din kappe,
og jeg vil værge dig mod døden med bønner.
Alene er jeg ræd at sove.
Jeg frygter denne susen derude.
Jeg ved ikke, hvad den siger og vil mig.
Jeg skjælver for at leve.
Alene er jeg intet.
Men du er min tzar.
Ja.
Mit barn er dit barn.
Pampas!
I dit skjød ligger min wigwam, —
ligger den som en datter ved sin moders barm.
Det suser gjennem dit haar.
Er det den store aands susen, som glider fra
straa til straa, fra træ til træ? — den store aands
vingeslag fra wigwam til wigwam?
Dine øine ser paa mig. Himmelens lys bader
sig i dem. Søerne er dine øine.
Fryd, sorg risler i dine aarer. Elvene er
dine aarer.
Jeg stod en morgen, da sol randt, paa din
høieste høi,
mange gange har skovene byttet blade siden,
jeg la min haand over mit øie — skarpt som falkens
dengang — og speided.
Og se! Hjerteslag banked i sølvflodens vande.
Og se! Fra det slyngende krat kom min bruds
kano.
Og se! Dine skove svared min rungende hilsen.
Og se! Dine skove svared min bruds elskov.
Ja. Dine skove har set mit haar graane!
Naar mørket svøber jorden ind,
naar stormene udsender skingrende jagthyl,
da ræddes kvindernes børn.
Da skjuler de sig.
Da kryber de sammen ved baalet, og taler ikke,
og ler ikke.
Da lider du vist,
du, gjennem hvem den evige aand, naar han svæver
gjennem verdenshallen, slæber sin kappes purpurflige.
Ja, da lider du vist,
du, der er jordens bryst, hvorfra sukke stiger frem
mod stjerner.
Lider ogsaa den evige!
Jeg la et perlesmykket bidsel paa „den fir-
føddede ørn.“
Jeg la en bæverskindssadel paa den ryg, der
ligner Ilanos.
Og jeg red hen over dine flader i daggry.
Thi der er visdom paa din pande i daggry:
Menneske, du er jordens gud!
Høie love har bygget din aand,
love, som svinger verdenshallens hvælv.
Med høie love skal du bygge din jord,
love, som skjærmer stammernes liv.
Forstod jeg, Pampas, din hvisken?
Se! Pilen dypper sit haar i floden
Kvindehænder skal salve den sterkes haar.
Men i teltets inderste skal den sterke bøie knæ,
bade den fødendes fødder med taarer,
af sorg over stammernes kiv,
af længsel mod den evige visdom.
Forstod jeg, Pampas, din hvisken?
Jordens børn!
Ikke er I alene under lufthimlen e, paa floderne
wigwammerne:
Værer vise!
At I ikke saarer med nidblikke aandeøine,
at I ikke kvæler med kvindejammer aandepulsslag.
Store pampas!
I din favn har natten sovet,
i din favn har hun født sin datter, dagen!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |