Slaget ved Kringlen
Saasnart Rygtet om disse voldsomme Fremmedes Ankomst naaede Lensmand Lars Hage i Dovresogn, sendte han strax Budstikken ud og skyndte sig til Dovrekirke, hvor der just var Gudstjeneste. Tre Gange bankede han i Kirkegulvet med sin Stav og raabte: „Giver Ly! Fienden er kommen i Landet.“ Tjenesten hævedes strax og Almuen greb til Vaaben og besluttede ved Kløvveien Rosten at gjøre Skotterne Modstand. Efter nogen Overveielse foretrak de dog at trække sig længer tilbage til det trange Bjergpas Kringlen eller Kringom. Dog kastede de først Broen ved Rosten af, hvorved Fienden noget forsinkedes, og gave derved Bønderne fra Vaage, Lessø, Froen og Ringebo Stunder til at berede Skotterne en varm Modtagelse. Paa Rommudgaard overnattede Sinklar i en Stue, som endnu vises, og da han om Morgenen afbrændte Krudt i sin Haand, for at erfare om Toget vilde blive lykkeligt, slog Røgen ind mod hans Bryst. Han udbrød da: „I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den saa kan blive.“ Et stort Uheld traf ham strax. Hans anden Vildtyrk eller Veirløber, „der havde skarpt Veir af christent Blod,“ blev skudt samme Morgen ved Ødegaarden af en gammel Tjenestekarl, som laa paa Luur med sin Hornkreik (Bue) i en Hampeager. „Tryntyrken, som desuden havde forspist sig paa suur Melk, kunde her ei lugte saa godt som ellers og løb i Fælden, og den sure Melk sprøitede ud af ham i det samme Pilen traf ham. Onsdagen den 26de August marscherede Skotterne under Krigsmusik syd over, og da de hørte Børneskrig fra Fjeldene, hvorhen Qvinder og Børn vare flygtede, udbrøde de med Spot: „Hør Troldkattene, hvor de skrige, naar vi komme igjen skal vi besøge dem.“ — De fik dog snart Andet at tænke paa. De nærmede sig nu Kringlen, hvor Bønderne havde store Forskandsninger af Tømmer og Steen for dermed at knuse Skotterne, naar de kom paa Skraaningen mellem Fjeldet og Laugen-Elv. For at Fienden ikke skulde mærke Uraad havde de tildækket Alt med Løv og for at aflede hans Opmærksomhed, havde de, efter Raad af Arne Gunstad, stillet deres mindre krigsdygtige Mandskab paa Storøen i Laugen, hvor det skulde gjøre blind Allarm. Desuden lode de en Mand ride baglænds paa en hvid Hest over paa Øen med Befaling stedse at holde lige Linie med Skotternes Fortrop. Oppe paa Selsjordskampen, en Fjeldknat, hvorfra man nøie kunde oversee den omliggende Egn og den fremrykkende Fiende, havde man stillet en Pige, der godt kunde blæse paa Stut eller Horn og derfor kaldtes {{sperret|Pillar-Guri,. Hende paalagde man, at hun, naar Fienden var kommen paa et bestemt Sted, skulde støde i Hornet og derved bortdrage Skotternes Opmærksomhed og give Bønderne, som fra deres Baghold ei kunde see Fienden, det fornødne Tegn. Alt gik efter Ønske. Skotternes ortrop, der bestod af 60–100 Mand, drog gjennem Kringlen uden at mærke nogen Fiende. Nu kom Hovedstyrken. Guris usedvanlige og sørgmodige Toner lyde. De „muntre“ Skotter standse og svare hende med en Krigsmarsch. Atter lyde de samme Toner fra Selsjordskampens Tinde. Skotterne svare hende anden Gang. Flere Salver af Geværskud høres nu fra Storøen, men ingen Kugle rammer. Ved enhver Salve løfte Skotterne spottende paa deres Huer. Nu er det afgjørende Øieblik kommet. Berdon Seilstad tager Sigte af Sinklar selv, og for at være sikker paa, at hans Skud ei skal glippe, om Obersten endog var skudfri, havde han ladet sin Bøsse med sin Sølvhalsknap, som han havde tygget sammen. Skuddet falder, Kuglen rammer Sinklar i Panden over det venstre Øie, og han falder død ned paa det Sted, som endnu kaldes Sinklars-Dokken. I det samme Øieblik styrtede Steen- og Tømmervælterne ned over de ulykkelige Skotter. Nogle knuses, Andre styrte ned i Elven, atter Andre nedskydes eller nedhugges af de forbittrede Døler. Guris sørgmodige Toner lød nu gjennem Kampens Gny, men da hun seer Laugen farvet af Blod, kaster hun Hornet over Hovedet, gaaer bort og græder. Blandt dem, som ynkelig omkom ved Kringlen, nævner et Sagn ogsaa Sinklars Frue og Barn, som Kiel Fjerdingreen paa Opfordring af sin Fæstemø forgjeves søgte at frelse, ja han satte endog selv Livet til under Forsøget.
Paa det Sted, hvor Sinkar faldt, opreiste man en simpel Støtte med den Paaskrift: Her blef Oberste Georg Sinclar, skudt dend 26de Augusti Anno 1612, og ved Qvams gamle Kirkegaard viser man endnu Sinklars Grav.
Anm. Om disse Sagn og deres Overeensstemmelse med Historien og fornemmelig med den norske Statholder Envold Kruses Beretning af 17de Sept. 1612, see „Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen,“ ved hvis Samling og Udgivelse Dr. Provst Krag har gjort sig fortjent af vor Sagnlitteratur og Historie. Sammenlign ogsaa Slange S. 354.
Kampen ved Kringlen varede 1½ Time. Bøndernes Tal var i Slaget sandsynligst 400–500 Mand, hvoraf 6 faldt og nogle bleve saarede, som det staaer i den gamle Dølevise, hvor denne Begivenhed omstændelig besynges. Om Sinklars Frue ere Sagnene modsigende (see Side 40), da hendes Skjebne synes at forvexles med den Troldkvinde, som Sinklar efter et romsdalsk Sagn medførte, og som intet Varsel kunde give, da hun om Morgenen før Slaget blev adspurgt. Af Forbittrelse over Skotternes Nederlag skal hun paa Sel have udsaaet den bekjendte Vandskarntyde, Selsnepa kaldet, som her findes i Overflod. Hun var formodentlig den Hex, som efter Sagnet Bønderne styrtede i Laugen, og som inden hun blev Bølgernes Rov istemte en vild Sang. Sinklars Frue kom derimod efter et Sagn til Glømen i Øyer, hvor hun blev Vinteren over. Den Bygning, hvori hun boede, vises endnu. Hermed fortjener at sammenlignes hvad Anders Munch 1731 indførte i Vaage Kaldsbog: „Anno 1612 blev Oberst Jørgen Zinchol, da han kom fra Romsdalen med 900 Mand for at conjungere sig med de Svenske som laae ved Baare Kirke, overfaldet af Bønderne udi Kringlen og totaliter slagne med alle sine, undtagen hans Frue og 3 Haandverksfolk, som Bønderne havde nødig. Krag 13. Et med Elfenbeen indlagt Pistolskjæfte, der efter Sagnet skal have tilhørt Sinclar, vises endnu paa Museet i Christiania og et Krudthorn i Bergens Museum. Paa Ødegaarden i Dovre findes Sinklars Pengeskrin og Krudthorn og i Kjøbenhavns Museum hans Pistoler med Bogstaverne A. S. paa. Krag 56. Denne Begivenhed er dramatisk behandlet af Rahbek i Skottekrigen eller Bondebrylluppet i Gudbrandsdalen og af H. Wergeland i Sørgespillet Sinklars Død, og romantiseret af St. Wang i „Skottertoget.“ 2 Dele.