Slutningsord
Jeg kan ikke slutte denne Aargang uden at takke mine Landsmænd for den Velvillie, Tidsskriftet har nydt rundt om i Landet. Dets Fremtid er saaledes for det Første sikret, men jeg vil neppe see mig istand til at tilfredsstille billige Forventninger, saafremt jeg ikke i næste Aar hædres med større litterær Understøttelse, end jeg hidtil har nydt. Jeg opfordrer derfor i Litteraturens Navn Enhver, som har Tid og Evne, til uopfordret at staae mig bi, især med Anmeldelsen af ny udkomne Bøger. Anmeldelserne ønskes saa korte som muligt, for at desto flere Skrifter kunne blive omtalte i hver Aargang. Honoraret for de optagne Bidrag skal, saavidt muligt uden Hensyn til deres Omfang, blive saa stort, som det til enhver Tid lader sig gjøre. Skulde en saadan forøget Bistand udeblive, vil jeg maaskee see mig nødt til at indskrænke Litteratur-Artiklerne, og lade korte bibliografiske Notitser, som de i dette Hefte leverede, træde i Anmeldelsernes Sted.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |